We are the Legacy | Afsnit 54 – Damon | 9

Chloe døde på en mandag. Hun døde i sin egen seng, i sit eget hus, omgivet af sin familie som elsker hende og som hun elskede lige så højt. Hun sov stille ind efter lægen havde givet hende den sidste smertestillende indsprøjtning. Hun lå i mine arme mens hun tog sit livs sidste vejrtrækning. I samme øjeblik knugede jeg hende tættere til mig end jeg nogensinde havde gjort. Min skat, min kone, min Chloe; Mit livs kærlighed.

Mit livs kærlighed har forladt mig…

 photo ai_zps8942e02c.jpg

De næste mange dage var et rent helvede. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv for slet ikke at snakke om børnene. Tvillingerne var stadig for små, men Jarremy kunne godt mærke at far var ked af det; og hvor var mor egentlig henne?

Til begravelse dukkede hele familien op. Chloes forældre og hendes søster Blair. Mine forældre og mine søskende, deres ægtefælle og børn. Chloes kollegaer fra bageriet, ja selv nogle af mine menige oppe fra kassernen var dukket op. Chloe har altid været en meget højt elsket person, og det kunne bestemt mærkes ved begravelsen.

Det var en smuk sten der lå på kirkegården, omringet af blomster, kranse, bamser og barnetegninger. Solen stod højt på himlen, og af at være en efterårsdag sent på året, så varmede den mig.
Jeg stod til sidst alene tilbage. Alene med tomheden; ensomheden. Alene med sorgen og det uforstående i at en så smuk og elsket kvinde, så uretfærdigt og hurtigt, skal forlade denne jord. Det er ikke fair!

 photo an_zpsc2ea362a.jpg

Livet går videre, men jeg er ikke klar til at sige farvel. Jeg kommer til at savne min Chloe til evig tid. Selvom vi sagde “til døden os skiller”, vil jeg ikke lade døden skille os ad. Chloe lever videre i sine børn; og hun lever videre i den ubetingede kærlighed hun altid spredte.

Chloe vil for altid leve videre i mit hjerte.


Her slutter historien om Penelope, Damon, Skylar, Kennedy, Milliecent og alle deres familier, venner og op- og nedture. Hvem ved, måske vender de en dag tilbage?

We are the Legacy | Afsnit 53 – Penelope | 12

Dagen er kommet. Det er i dag skilsmissespapirene skal skrives under. Det er i dag Nathaniel og pigerne flyver til Kina. Det er i dag jeg kan kalde mig single igen, og sidde alene hjemme i mit store hus, som jeg trods alt har fået lov til at beholde. Det er i dag mit liv går i stå, og starter forfra på samme tid.

Det var lange farvel, kys, kram og tårer i lufthavnen da de skulle afsted. Jeg stod tilbage og kiggede længe efter dem til de til sidst var ude af syne. Bagefter anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre så jeg satte mig på en bænk og ringede til min mor. Jeg ringede og græd og fortalte at jeg nu havde sagt farvel til dem. Hun tilbød at jeg kunne komme hjem forbi så ville hun lave noget mad og nusse om mig.
Selvom det bedste i verden er mor, så måtte jeg afvise hendes tilbud. Peyton ville komme forbi senere og skulle hjælpe mig med at rydde ud i huset.

Lexia og Aprils værelse skulle ryddes op efter de havde pakket. Bagefter havde han inviteret mig ud og spise for at få mit humør lidt op. Allerede da jeg kom hjem fra lufthavnen stod han foran huset og ventede på mig. Han havde igen taget blomster med for at opmuntre mig og vise mig hvor meget han elskede mig. Jeg kyssede ham og puttede derefter mit ansigt ind til hans bryst. Vi stod længe foran huset og holdt om hinanden før vi endelig gik ind.

 photo ap_zps69c2a4d7.jpg

Vi gik lidt akavede rundt om hinanden, men jeg var enormt glad for at han var der. Det var hårdt nok i sig selv at gå igennem sådan en dag her, men som gravid med kroppen fuld af hormoner var det endnu værre.

Da tiden kom til at spise mad besluttede vi os for at bestille udefra. Peyton sagde at vi kunne få lige hvad jeg ville have, men jeg kunne ikke beslutte mig. Det her humør havde taget min appetit fra mig…

 photo ai_zps6feccf62.jpg

Vi sad ved spisebordet og lyttede til den øredøvende stilhed. I mange måneder, ja faktisk år, har jeg flirtet med Peyton, lært ham at kende og begyndt at elske ham; og jeg bærer nu hans barn. Jeg forlod min mand for ham. Min mand som alligevel aldrig var hjemme, min mand som ikke forstod noget som helst. Min mand som aldrig købte blomster til mig, inviterede mig ud eller tog på spontan weekendtur med mig.
Det var jo det her jeg ønskede i så lang tid, men hvorfor er jeg så ikke glad?

We are the Legacy | Afsnit 52 – Milliecent | 8

Det næste der skete vil jeg aldrig glemme. Jeg løb op til hoveddøren og rev den op, med tankerne fyldt med de værste forestillinger. Men lige så snart jeg kom ind blev jeg mødt af duften af vanilje, samt skæret fra hundredevis af lys; hvide, lyserøde og rosafarvede lys. Stuen var fyld med dem og blomster og min yndlingssang spillede diskret i baggrunden.
Jeg vendte mig rundt mod Blaine som gik lidt bag mig for at betale taxaen, men jeg blev blot mødt af synet af min kæreste, som sad med den største lyserøde diamantring jeg nogensinde har set.

 photo a2_zps495ea934.jpg
 photo a1_zps1fd60720.jpg

“Milliemus, prinsesse”, begyndte han, mens jeg med øjne større end nogensinde, spændt fulgte med.
“Skattepige, jeg elsker dig overalt på jorden, det er så simpelt som dét. Du er min prinsesse og det ved du. Jeg vil for evigt være din prins og hvis du giver mig lov, vil jeg bruge resten af mit liv på at gøre dig til den dronning du i virkeligheden er.”

Der var ikke andre muligheder end at skrige og omfavne min, nu, forlovede. Selvfølgelig vil jeg giftes med ham! Selvfølgelig! Blaine rejste sig og gav mig ringen på fingeren. Den passede perfekt og var smukkere end noget jeg nogensinde havde set før.

 photo ap_zps92cf0f77.jpg

Blaine fortalte at formålet med at besøge hans forældre ikke kun var så jeg kunne møde dem, men også så de kunne møde mig. Han havde spurgt sin far om lov til at gifte sig med mig, men han ville gerne møde mig før han lukkede mig ind i sin familie.
Hans mor vidste Blaine ville ikke kunne lide mig, men han fortalte også at hun først var blevet gode venner med Aimee efter de havde slået op. For Madelaine var ingen pige god nok til hendes søn.

 photo aoslash_zps83b08a86.jpg

“Der er en ting mere”, sagde Blaine til sidst med en lidt mere alvorlig mine. Jeg kiggede op på ham og smilede. Intet kunne overraske mig; jeg var på mit højeste af det højeste.

“Jeg er ikke bare Blaine Bartholomew”, startede han. “Jeg er Lord Blaine Bartholomew. Jeg er medlem af den adelige familie.”

We are the Legacy | Afsnit 51 – Milliecent | 7

Selvom det var lidt hårdt at holde ferie med og hos Blaines mor og ekskæreste, så endte det faktisk med at blive vildt hyggeligt; men jeg er nu glad for at være hjemme igen. Selvom det er samme årstid så er det en smule varmere, men jeg har nu mest savnet lille Lila; og at dømme på hendes legesygehumør, havde hun vist også savnet os.
Blaine gik straks i gang med at pakke ud mens jeg havde brug for at få et bad; jeg skulle have vasket den lange flyvetur af mig. Mens jeg stod derude udender bruseren gik det op for mig hvor meget jeg egentlig elsker Blaine. Hvis jeg kunne klare så lang tid i Madelaines ugæstfrie hjem sammen med Aimee, som gang på gang fik mokket sig ind mellem os, så kan jeg nok klare det meste.
Jeg steg ud af badet og tog tøj på igen. Udenfor døren ventede Blaine, som stod med et hemmelighedsfuldt smil. Han kom hen imod mig og kyssede mig på munden.

 photo aaelig_zps93090660.jpg

Længe stod vi der og nød hinanden og nød at være kommet hjem.
“Der er noget jeg skal spørge dig om”, grinede Blaine, men i det samme ringede min telefon. Jeg tyssede på ham med et smil og svarede; det var en irriterende telefonsælger som ville vide om jeg var tilfreds med min internetforbindelse. Jeg fik hurtigt mumlet mig ud af hans salgstricks og lagde på. I mellemtiden var Blaine gået udenfor. Solen var ved at gå ned i havet.
Jeg satte mig ved ham og genoptog vores kys. Han virkede til at nyde det og kyssede mig lidenskabeligt igen. Vi lå på stranden og så solen gå ned, og da det blev koldt gik vi ind.

 photo al_zps2c7fcdde.jpg

Vi besluttede at vi ville ud og spise; det ville være en god afslutning på en god dag og en god ferie. Vi klædte os i fint tøj, ordnede hår og makeup og smuttede ud ad døren.
Blaine var en rigtig gentleman, så han både åbnede døre for mig, rykkede min stol ind og bestilte min mad. Vi sad længe ved bordet, selv efter vi var færdige med at spise. Vi snakkede om alt og intet, holdt i hånden, sendte små luftkys og kærlige ord.
“Hvad ville du egentlig spørge mig om tidligere?”, spurgte jeg. Han smilede og sagde at det var ikke vigtigt, lige nu ville han bare gerne nyde denne middag med mig.

Vi spiste dessert og tog hjem. Før vi nåede ind kunne jeg se en masse flammer fra stuen. Vi løb alt hvad vi kunne ud ad taxaen og skyndte os ind; Hvad der ventede os indefor havde jeg bestemt ikke planlagt…

 photo ao_zps764fa8eb.jpg

We are the Legacy | Afsnit 50 – Penelope | 11

“Jeg vil ikke bo med dig! Du ødelægger det hele!”, råbte April. Jeg forstod godt hendes frustration, men gid hun dog ville lade være med at råbe så højt her. Vi var på vej ind i familieretten, alle fire. Jeg havde sørget for at både jeg og pigerne kom frem i pænt og præsentabelt tøj og ventede kun på at Nathaniel ville komme så vi kunne starte mødet.
I dag skulle vi snakke forældremyndighed og om hvor børnene skulle bo eller om det skulle deles op fifty/fifty. Både Lexia og April ville få noget at sige også, da de var blevet forberedt på at svare på hvor de helst ville bo; I Sunlit med mor eller i Kina med far.

 photo aj_zpseccf5e52.jpg

Endelig kom Nat og vi gik i gang. Det var egentlig meget ligetil for dommeren og advokaterne. Jeg havde sagt at jeg gerne ville give slip på alle materielle ting, hvis Nat var villig til en fifty/fift med pigerne. Nat prøvede at forhandle frem til at de begge skulle med ham til Kina. April foreslog at hun boede hos Nat og Lexia hos mig. Lexia foreslog at vi alle blev sammen…

Det var nogle ulidelige timer hvor der blev diskuteret meget og længe. Det kom frem hvor langt tid Peyton og jeg havde set hinanden og at jeg var gravid. Det lagde sig ikke ud til min fordel.

Da vi kom ud fra domhuset var jeg i chok. Lexia græd, April var mundlam og Nathaniel gik i sin egen verden. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Begge mine piger skal bo hos Nat i Kina, og kommer kun hjem til mig hver anden weekend. Min advokat diskuterede længe med dommeren, men han ændrede ikke mening. Han mente at jeg selv havde rodet mig ud i det her.

Jeg lå på fliserne ude foran domhuset og lod solen skinne på mig, mens tårerne løb ned ad mine kinder. Om en måned skal skilsmissepapirene underskrives og mine piger flytter…

 photo ab_zpsa44eec81.jpg

Da jeg kom hjem ventede Peyton på mig ude foran. April kiggede ondt på ham mens Lexia var ligeglad og bare gik ind. De havde fået af vide at de skulle begynde at pakke deres ting så det gik April straks i gang med. Lexia gik i protest i seng og lå der resten af dagen.
Jeg selv brugte dagen på at græde; hvordan skulle jeg kunne sige farvel til mine små piger? Selvom jeg vil se dem hver anden weekend, så er det slet ikke nok, i forhold til nu hvor jeg ser dem hver eneste dag. Den næste måned skal nydes inden jeg slipper dem!

 photo ac_zpsaf0f03ef.jpg

Older posts