Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 7

Luna nåede sin tre års fødselsdag og vi havde stadig ikke fundet en formular som kunne gøre hende i stand til at bo i feslottet med Florence. De boede stadig på førstesalen, men til stor irritation for Irina, som flere gange truede med at smide dem ud. Få gange havde hun ikke holdt sig til truslerne, men bogstavlig talt taget Luna og kylet hende afsted. Florence måtte, som den værge hun var ofte spring rundt efter Luna så hun ikke kom til skade.

 photo Screenshot-10_zps81c72359.jpg

Selv er jeg fuldstændig ligeglad med om der sker Luna noget. Florence er min veninde, men hun er samtidig min ejendel. Hvad hun roder sig ud i må hun selv styre, og hvis hun mener at Luna skal passes på så må hun selv klare det; så længe haven er tip top så der er ingredienser til mine formularer.

 photo Screenshot_zps3a6f9a37.jpg

En dag kom en mand forbi. Jeg kendte ham ikke og ud fra Irinas ansigtsudtryk så kendte hun ham heller ikke. Det viste sig at være en tilflytter, som ville præsentere sig. Vi lod Florence være værtinde for ham. Hun serverede et glas nektar og de sad og snakkede i stuen, mens jeg rendte i kælderen. Irina gad ikke gæster; eller det vil sige, hun gad dem godt, men hun ville ikke snakke med dem, blot spise dem. I stedet var hun taget ud af huset.

 photo Screenshot-3_zps11e5a52d.jpg

Da manden gik fortalte Florence at han hed Sebastian. Han var meget interesseret i Luna og han mente selv at han havde et uforklarligt bånd til hende. Selv synes jeg at det lød som en dårlig scorereplik for at komme tættere på Florence, så jeg lod det ligge.

Dog kunne jeg mærke på Florence at hun troede på det og da jeg kiggede på Luna kunne jeg se hendes øjne lyse op på en underlige måde jeg aldrig har set før. I forvejen havde Luna nogle meget specielle øjne. Hverken som Florence, Irina eller jegselv, men lyse og tofarvede. Hvad er der med Luna? Og hvad med Sebastian?

 photo Screenshot-2_zpsb690ca55.jpg

Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 6

Der gik ikke længe før hele huset var under renovering. Florence gik mest i haven sammen med Luna hvor de sørgede for at alle planterne blomstrede perfekt. Det virker som om hun prøver at lære Luna lidt fetrick, men hun burde vide bedre at det kun er feer som kan opnå den slags magi.

 photo Screenshot-6_zpse64204a9.jpg

Irina og jeg stod for selve huset. Planen var at Florence og Luna skulle bo i haven i fehytten, men eftersom vi stadig ikke har fundet en formular til Luna, så kan hun ikke være der. Derfor har de to fået førstesalen hvor både solen, men også månen skinner ind. Noget som et livsnødvendigt for Florence.

I stedet er Irina og jeg flyttet i kælderen. Jeg har fået overbevist hende om at indrette det efter gammel tid. Jeg savner ærlig talt gården og Irinas topmoderne hus gør mig lidt forvirret; jeg savner allerede de simplere tider.

 photo Screenshot-5_zps1ebb0fb8.jpg

Mens tiden går prøver jeg at få studeret lidt omkring hvad Luna er og kan være. Hun er ikke som mig og Irina, hun er ikke som Florence og hun er ikke som Adrian. Hun er sort; et sort barn. Men ikke sort på den afrikanske måde. Sort på en ond måde, og det bekymrer mig for tilbage i tiden da Florence var baby var der snak om en ny kraft. Måske er det Luna, det lille spædbarn som er den nye kraft, og hvad hvis den nye kraft er ond?

 photo Screenshot_zps4e4abc77.jpg

Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 5

Jeg bad Florence et par dage senere om at pakke. Vi skulle kun tage det mest nødvendige med, for gården vil for altid være vores hjem. Hun pakkede nogle perfekte frø som hun kunne plante i den nye have, tog sten- og krystalprøver og pakkede samt alle vores eliksirer på nær én af hver som skulle blive tilbage, i tilfælde af nød.
Da klokken slog 23.30 præcis tog vi afsted. Vi kørte i hver sin bil af sikkerhedsmæssige årsager og ville først se hinanden igen i Monte Vista.

Jeg vidste at turen ville tage mange timer og dage. Jeg er meget utålmodig og måtte dog også holde stop et par gange. Det er mange år siden jeg har smagt Monte Vista; en smag som man altid vil komme tilbage til.

Jeg ankom først til det lille fine hus hvor Irina stod og ventede mig. Frem kom hun med åbne arme og modtog mig mens den anden bil med Florence kørte frem.

“Du har taget frokost med, kan jeg dufte…” smilede hun mens hun holdt om mig, men meget pludseligt stod hun foran bilen hvori Florence sad med et skræmt udtryk. …

 photo Screenshot-23_zps6ccb6a10.jpg

Før Irina nåede til Florence sprang jeg efter hende.

“Du ved godt at Florence er min!” skreg jeg af hende mens vi lå på jorden. Hurtigt var hun oppe igen og havde mig fastlåst op ad væggen.

“Ja jeg ved at Florence er din! Men hvad med den lille i klædet!?”, råbte hun tilbage ad mig. Jeg stoppede op og lod Irina overmande mig, mens mine egne tanker overmanede mig. En lille?
Jeg blev sat fri af Irinas greb og i ét spring sad jeg henover Florence.

 photo Screenshot-24_zpsde24dbb8.jpg

“Hvad har du gjort?!” råbte jeg ad hende mens et barns gråd begyndte fra bilen. Florence græd under mine næver mens hun forklarede at hun stjal Luna fra det tomme hus. Hun ville ikke have en chance for at overleve hvis ikke Florence havde hjulpet.

Jeg satte Florence fri; hendes handling var typisk for feer. At være god, behandle alle godt, være plejende og pligtopfyldende; selvfølgelig stjal Florence et spædbarn.

 photo Screenshot_zpsbc53c12e.jpg

Efter chokket lod vi Florence og Luna være i haven mens Irina tog mig med ind. Hun viste mig rundt i huset, hvor jeg skulle sove og hvor jeg kunne brygge. Med tiden skulle vi bygge ud, men hver ting til sin tid; vi skal ikke tiltrække os opmærksomhed. Florence skulle selvfølgelig bo i en fehytte og på den ene eller anden måde skulle vi finde en måde hvorpå Luna kunne bo med hende.

Irina fortalte også at hun arbejdede på en forbandelse. En forbandelse som ville forblinde menneskene; de ville ikke være i stand til at skelne mennesker fra feer og vampyrer. Vi stod et øjeblik og lod situationen synke ind. Vi skulle være room mates de næste par årtier, men det er jo intet problem når man er familie; lige borset fra Luna selvfølgelig.

 photo Screenshot-4_zps30afa7f7.jpg

Folk i byen lagde ikke mærke til os, dog kom nogle naboer forbi for at ønske os velkommen. Vi lever i en anden tid. En tid hvor man ikke kender alle i hele byen men man er venner med sine naboer. Jeg er ikke ven med mine naboer, dét må Irina helt selv stå for.
Heldigvis bor vi ikke klods op af hinanden men med et rumt mellemrum så der stadig er privatliv. Det stopper dog ikke kvinderne på begge sider i at snakke. For er to kvinder virkelig flyttet ind uden mænd, men med en sort baby?

 photo Screenshot-5_zps97288ef5.jpg

Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 4

“Har du fundet ud af hvem Luna er? Adrian har aldrig snakket om hende før og hvis hun kender til os så ved hun hvem vi er, og så kan vi være i fare.”
Jeg snakkede med Florence oppe på kontoret. Mine tanker kredsede om to ting; Luna og landsbyen. Det vigtigste lige nu var vores sikkerhed og begge dele kunne bringe os i fare.

Florence fortalte at hun havde sendt Mitah ned mod byen. Mitah var en lille drageunge som vi fandt for nogle år tilbage og som kom til gården dagligt indtil vi til sidst tog den til os. Mitah er lilla og sidder helst på min skulder hvor hun føler sig tryg. På samme måde som Florence så ejer jeg Mitah så hvad jeg befaler bliver udført.

 photo Screenshot-20_zps298e3ad6.jpg

Mitah havde fundet Luna; navnet som Adrian havde tigget for. Da Florence var blevet vist frem fandt de en lille baby. Hun lå helt alene for sig selv i en vugge i et forladt hus. Jeg sagde jo at Adrian ikke ville kunne finde en pige, selvfølgelig var han alene. Men hvem er pigen?

Jeg lod tankerne skubbe væk. Hvis det blot er et spædbarn har vi intet at frygte. I stedet bør vi finde en ny boligsituation. Det er også en god mulighed for at forny sig. Gården er gammel og forældet men verden omkring os er i konstant fremgang.

Jeg har vist en non-blood kusine i Monte Vista. En moderne by med en masse historie. Vi kan bo hos hende i 20-30 år, og så måske komme tilbage til gården her. Jeg snakkede med Florence om det; hun havde godt nok ikke valget om at sige nej, men var alligevel positiv over beslutningen.
Jeg lovede hende at hun selvfølgelig ville få en have igen, men for nu var det min kusine vi flyttede ind hos.
Min kusine, det er længe siden jeg har set hende.

 photo Screenshot-21_zpse7355e20.jpg

Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 3

I midten af 1780’erne mødte jeg Florence. Eller, jeg mødte hende ikke, jeg fandt hende. I mange dage havde jeg hørt landsbybeboerne snakke om en ny kraft som var kommet til byen. Man skulle frygte den, for det kunne gå hen og blive enden på al menneskelighed.

Jeg opsøgte den såkaldte store fare, men fandt blot et spædbarn. Først havde jeg planer om at suge al dets blod for selv at kunne absorbere kræfterne, men noget gjorde at jeg ikke kunne. Jeg savnede stadig Cecil frygtelig meget så tanken om at jeg kunne få et lille barn i hjemmet, gjorde at jeg tog hende med hjem.

Som tiden gik udviklede babyen et sæt vinger. Aldrig havde jeg set noget så underligt og de første mange gange jeg så dem rev jeg dem af. Barnet skreg og græd, men jeg kunne ikke risikere at vi blev afsløret; mig som vampyr og hende som … misfoster…

 photo Screenshot-141_zps7c09f16b.jpg

Efter næste et år hvor vi næsten dagligt sloges med hendes dumme vinger, gav jeg op. Jeg havde revet dem ud, klippet dem af og brændt dem helt ind til ryggen, men hver dag kom de igen.

Jeg havde altid kaldt babyen for Cecilia, efter Cecil, men da hun blev gammel nok til at kunne tale, spurgte hun mig med megen undren i stemmen, om hvorfor jeg kaldte hende det når nu hun hed Florence. Fra den dag af kaldte jeg hende ved hendes rigtige navn.

 photo Screenshot-1501_zps025d5e6c.jpg

Allerede som lille barn vidste Florence godt at hun var anderledes. Ingen af os kunne sætte en finger på hvad der gjorde hendes anderledes end alle de andre børn; lige udover vingerne selvfølgelig. Hun elskede at arbejde i haven og havde evnen til at gøre blomsterne og planterne glade, hvilket resulterede i en god høst. Derfor blev hun tildelt den opgave at sørge for og passe haven.

 photo Screenshot-161_zps6931f583.jpg

Jo ældre Florence blev des mere ville hun udforske. Min kost bestod kun af blod og frisk kød, men Florence ville gerne smage andre ting. Hun blev vild med den sjældne flammefrugt som voksede i haven, og spiste ofte en stykke i hemmelighed. Jeg tvang hende aldrig til blod, men tilbød ofte at hun måtte smage. Eftersom jeg havde ladet hende vokse op med det fra helt lille, var det blevet et instinkt at hun også havde et grundlæggende behov for det, på samme måde som mig.

Florence gik ikke i skole som andre børn og selv da hun blev teenager holdt jeg hende hjemme. Hun var ikke klar til verden og verden var ikke klar til en som hende.

 photo Screenshot-171_zps2efb64b4.jpg

I 1947 mødte jeg på en jagt, en kvinde med vinger. Jeg satte straks efter hende i håbet om at hun vidste noget om hvorfor Florence også havde vinger. Kvinden fortalte mig om fefolket; et gammelt sagn fra oldtiden.

Inden hun var væk fortalte hun mig at en fe kan opdrages til det gode eller det onde, men under alle omstændigheder skal en fe én gang i sit liv drikke af livets kilde, ellers falmer de som alle andre dødelige skabninger.

Florence tog ikke nyheden særlig pænt, faktisk blev hun meget ked af det. Jeg besluttede derfor at indgå en aftale med hende, som faldt ud til vores begges fordel. Jeg ville hjælpe Florence med at finde livets kilde, hvis hun bandt sig til mig. Hun skulle altid stå til min tjeneste, resten af sit liv; og det gik hun med til.

På hendes 22 års fødselsdag fik jeg opsporet livets kilde, og bragte Florence dertil. Hun drak af den og straks efter lyste en meget lys glød fra hende. I løbet af et øjeblik var hun sig selv igen, men nu kunne hun ikke visne og endnu bedre, nu var hun min.

 photo Screenshot-181_zps01fee095.jpg

Florence og jeg har gennem de sidste næsten 200 år haft et godt sammenhold og venskab. Selvom jeg fandt hende og opdragede hende så har vi aldrig set hinanden som mor og datter. Vi er jævnaldrende nu og ingen af os ældes. Til tider kan vi blive uenige, men så skal jeg bare minde hende om at jeg ejer hende, og straks makker hun ret.

Det var også derfor det var så let for hende at komme af med Adrians lig. Jeg tømte det for blod, hun spiste resterne og sørgede for at resten forsvandt; vi har et særligt godt samarbejde i det her årti.

Pt er vi løbet ind i et problem. Adrian fortalte, før jeg slog ham ihjel, at snakken gik nede i byen. Folk undrede sig over at vi ikke var ældet det mindste i de sidste 20 år. De snakkede også om Florence og som altid var det hendes vinger som var problemet.

Vi var nødt til at finde på noget. Enten skulle vi flytte fra min barndomsgård igen, eller også skulle vi flytte til en helt ny by hvor ingen kendte os. Stakkels Adrian at det var ham som skulle overbringe den nyhed…

 photo Screenshot-19_zps85a22483.jpg

Older posts