Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 8

Manden ved navn Sebastian kom forbi flere dage i træk. Florence lod ham hjælpe med både haven og kigge efter Luna, som tydeligt nød hans selskab.

Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over hvem han var og hvad han ville. Hver gang han var i nærheden af mig fik jeg en underlig uforklarlig følelse. En vampyr kan altid mærke hvis en anden vampyr eller overnaturligt væsen er i nærheden, men med ham her fik hverken jeg eller Irina nogle vibes.

 photo Screenshot-8_zps6318fe13.jpg

Derfor gav jeg Irina lov til at spise ham. Jeg tog selv på jagt i byen og Florence og Luna var nede i parken og samle honning.

Da jeg kom hjem blev jeg mødt af blod både på gulvet og på væggene, så jeg gik ud fra at Irina havde fået sig et god måltid. Jeg gik direkte ned i kælderen for at læse op på nogle formularer, da jeg så Irinas krop ligge midt i det hele; var alt blodet Irinas?

 photo Screenshot_zpsf5400532.jpg

Jeg panikkede! Irina er den stærkeste og mest manipulerende jeg kender, så der skulle virkelig voldsomme kræfter til at slå hende omkuld. Og alligevel lå hun der.

Jeg satte mig ved hendes side og anede ikke hvad jeg skulle gøre. En vampyr kan ikke dø. Den eneste må hvorpå man slipper for dem er ved at spidde deres hjerte med en træpæl, men Irinas hjerte er stadig intakt.

Irina kom efter en halv times tid til sig selv, men lå blot og kiggede op i loftet. Ingen af os sagde noget, men i det samme hørte vi døren gå op, oppe i stuen…
“Det er ungen!”, skreg Irina efter mig. Hendes krop bevægede sig dog ikke, selvom jeg havde forventet at hun ville springe op og angribe mig. Vi sad bare dér i kælderen og kunne høre folk gå rundt oppe i stuen…

 photo Screenshot-2_zpse3f93ed2.jpg

Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 7

Luna nåede sin tre års fødselsdag og vi havde stadig ikke fundet en formular som kunne gøre hende i stand til at bo i feslottet med Florence. De boede stadig på førstesalen, men til stor irritation for Irina, som flere gange truede med at smide dem ud. Få gange havde hun ikke holdt sig til truslerne, men bogstavlig talt taget Luna og kylet hende afsted. Florence måtte, som den værge hun var ofte spring rundt efter Luna så hun ikke kom til skade.

 photo Screenshot-10_zps81c72359.jpg

Selv er jeg fuldstændig ligeglad med om der sker Luna noget. Florence er min veninde, men hun er samtidig min ejendel. Hvad hun roder sig ud i må hun selv styre, og hvis hun mener at Luna skal passes på så må hun selv klare det; så længe haven er tip top så der er ingredienser til mine formularer.

 photo Screenshot_zps3a6f9a37.jpg

En dag kom en mand forbi. Jeg kendte ham ikke og ud fra Irinas ansigtsudtryk så kendte hun ham heller ikke. Det viste sig at være en tilflytter, som ville præsentere sig. Vi lod Florence være værtinde for ham. Hun serverede et glas nektar og de sad og snakkede i stuen, mens jeg rendte i kælderen. Irina gad ikke gæster; eller det vil sige, hun gad dem godt, men hun ville ikke snakke med dem, blot spise dem. I stedet var hun taget ud af huset.

 photo Screenshot-3_zps11e5a52d.jpg

Da manden gik fortalte Florence at han hed Sebastian. Han var meget interesseret i Luna og han mente selv at han havde et uforklarligt bånd til hende. Selv synes jeg at det lød som en dårlig scorereplik for at komme tættere på Florence, så jeg lod det ligge.

Dog kunne jeg mærke på Florence at hun troede på det og da jeg kiggede på Luna kunne jeg se hendes øjne lyse op på en underlige måde jeg aldrig har set før. I forvejen havde Luna nogle meget specielle øjne. Hverken som Florence, Irina eller jegselv, men lyse og tofarvede. Hvad er der med Luna? Og hvad med Sebastian?

 photo Screenshot-2_zpsb690ca55.jpg

Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 6

Der gik ikke længe før hele huset var under renovering. Florence gik mest i haven sammen med Luna hvor de sørgede for at alle planterne blomstrede perfekt. Det virker som om hun prøver at lære Luna lidt fetrick, men hun burde vide bedre at det kun er feer som kan opnå den slags magi.

 photo Screenshot-6_zpse64204a9.jpg

Irina og jeg stod for selve huset. Planen var at Florence og Luna skulle bo i haven i fehytten, men eftersom vi stadig ikke har fundet en formular til Luna, så kan hun ikke være der. Derfor har de to fået førstesalen hvor både solen, men også månen skinner ind. Noget som et livsnødvendigt for Florence.

I stedet er Irina og jeg flyttet i kælderen. Jeg har fået overbevist hende om at indrette det efter gammel tid. Jeg savner ærlig talt gården og Irinas topmoderne hus gør mig lidt forvirret; jeg savner allerede de simplere tider.

 photo Screenshot-5_zps1ebb0fb8.jpg

Mens tiden går prøver jeg at få studeret lidt omkring hvad Luna er og kan være. Hun er ikke som mig og Irina, hun er ikke som Florence og hun er ikke som Adrian. Hun er sort; et sort barn. Men ikke sort på den afrikanske måde. Sort på en ond måde, og det bekymrer mig for tilbage i tiden da Florence var baby var der snak om en ny kraft. Måske er det Luna, det lille spædbarn som er den nye kraft, og hvad hvis den nye kraft er ond?

 photo Screenshot_zps4e4abc77.jpg

Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 5

Jeg bad Florence et par dage senere om at pakke. Vi skulle kun tage det mest nødvendige med, for gården vil for altid være vores hjem. Hun pakkede nogle perfekte frø som hun kunne plante i den nye have, tog sten- og krystalprøver og pakkede samt alle vores eliksirer på nær én af hver som skulle blive tilbage, i tilfælde af nød.
Da klokken slog 23.30 præcis tog vi afsted. Vi kørte i hver sin bil af sikkerhedsmæssige årsager og ville først se hinanden igen i Monte Vista.

Jeg vidste at turen ville tage mange timer og dage. Jeg er meget utålmodig og måtte dog også holde stop et par gange. Det er mange år siden jeg har smagt Monte Vista; en smag som man altid vil komme tilbage til.

Jeg ankom først til det lille fine hus hvor Irina stod og ventede mig. Frem kom hun med åbne arme og modtog mig mens den anden bil med Florence kørte frem.

“Du har taget frokost med, kan jeg dufte…” smilede hun mens hun holdt om mig, men meget pludseligt stod hun foran bilen hvori Florence sad med et skræmt udtryk. …

 photo Screenshot-23_zps6ccb6a10.jpg

Før Irina nåede til Florence sprang jeg efter hende.

“Du ved godt at Florence er min!” skreg jeg af hende mens vi lå på jorden. Hurtigt var hun oppe igen og havde mig fastlåst op ad væggen.

“Ja jeg ved at Florence er din! Men hvad med den lille i klædet!?”, råbte hun tilbage ad mig. Jeg stoppede op og lod Irina overmande mig, mens mine egne tanker overmanede mig. En lille?
Jeg blev sat fri af Irinas greb og i ét spring sad jeg henover Florence.

 photo Screenshot-24_zpsde24dbb8.jpg

“Hvad har du gjort?!” råbte jeg ad hende mens et barns gråd begyndte fra bilen. Florence græd under mine næver mens hun forklarede at hun stjal Luna fra det tomme hus. Hun ville ikke have en chance for at overleve hvis ikke Florence havde hjulpet.

Jeg satte Florence fri; hendes handling var typisk for feer. At være god, behandle alle godt, være plejende og pligtopfyldende; selvfølgelig stjal Florence et spædbarn.

 photo Screenshot_zpsbc53c12e.jpg

Efter chokket lod vi Florence og Luna være i haven mens Irina tog mig med ind. Hun viste mig rundt i huset, hvor jeg skulle sove og hvor jeg kunne brygge. Med tiden skulle vi bygge ud, men hver ting til sin tid; vi skal ikke tiltrække os opmærksomhed. Florence skulle selvfølgelig bo i en fehytte og på den ene eller anden måde skulle vi finde en måde hvorpå Luna kunne bo med hende.

Irina fortalte også at hun arbejdede på en forbandelse. En forbandelse som ville forblinde menneskene; de ville ikke være i stand til at skelne mennesker fra feer og vampyrer. Vi stod et øjeblik og lod situationen synke ind. Vi skulle være room mates de næste par årtier, men det er jo intet problem når man er familie; lige borset fra Luna selvfølgelig.

 photo Screenshot-4_zps30afa7f7.jpg

Folk i byen lagde ikke mærke til os, dog kom nogle naboer forbi for at ønske os velkommen. Vi lever i en anden tid. En tid hvor man ikke kender alle i hele byen men man er venner med sine naboer. Jeg er ikke ven med mine naboer, dét må Irina helt selv stå for.
Heldigvis bor vi ikke klods op af hinanden men med et rumt mellemrum så der stadig er privatliv. Det stopper dog ikke kvinderne på begge sider i at snakke. For er to kvinder virkelig flyttet ind uden mænd, men med en sort baby?

 photo Screenshot-5_zps97288ef5.jpg

Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 4

“Har du fundet ud af hvem Luna er? Adrian har aldrig snakket om hende før og hvis hun kender til os så ved hun hvem vi er, og så kan vi være i fare.”
Jeg snakkede med Florence oppe på kontoret. Mine tanker kredsede om to ting; Luna og landsbyen. Det vigtigste lige nu var vores sikkerhed og begge dele kunne bringe os i fare.

Florence fortalte at hun havde sendt Mitah ned mod byen. Mitah var en lille drageunge som vi fandt for nogle år tilbage og som kom til gården dagligt indtil vi til sidst tog den til os. Mitah er lilla og sidder helst på min skulder hvor hun føler sig tryg. På samme måde som Florence så ejer jeg Mitah så hvad jeg befaler bliver udført.

 photo Screenshot-20_zps298e3ad6.jpg

Mitah havde fundet Luna; navnet som Adrian havde tigget for. Da Florence var blevet vist frem fandt de en lille baby. Hun lå helt alene for sig selv i en vugge i et forladt hus. Jeg sagde jo at Adrian ikke ville kunne finde en pige, selvfølgelig var han alene. Men hvem er pigen?

Jeg lod tankerne skubbe væk. Hvis det blot er et spædbarn har vi intet at frygte. I stedet bør vi finde en ny boligsituation. Det er også en god mulighed for at forny sig. Gården er gammel og forældet men verden omkring os er i konstant fremgang.

Jeg har vist en non-blood kusine i Monte Vista. En moderne by med en masse historie. Vi kan bo hos hende i 20-30 år, og så måske komme tilbage til gården her. Jeg snakkede med Florence om det; hun havde godt nok ikke valget om at sige nej, men var alligevel positiv over beslutningen.
Jeg lovede hende at hun selvfølgelig ville få en have igen, men for nu var det min kusine vi flyttede ind hos.
Min kusine, det er længe siden jeg har set hende.

 photo Screenshot-21_zpse7355e20.jpg