The Bucketlist | 18

Tiden gik og hverdagen kom tilbage. Georgina var en stor hjælp for mig til at komme mig over den store sorg, som faldt over os for snart et halvt år siden. Det værste var at komme igennem julen uden Wilhelmina, men da vi sad rundt om juletræet, mor, far, Amber og jeg så kunne vi alligevel godt finde smil frem og nyde dagen. Georina havde sin egen familie at holde jul med, men dagene efter brugte vi sammen.

Faktisk gik der sjældent en dag hvor vi ikke så hinanden eller i det mindste snakkede i telefon sammen.

 photo Pic_zpsczpvpjql.jpg

Vi havde lagt en masse planer om hvad der skulle ske nu hvor foråret igen var over os. Blandt andet skulle vi få styr på min lille tilvoksede have. Jeg burde have gjort noget ved den sidste år, men humøret trak mig ikke udenfor.

I stedet har jeg aftalt med Georgina at det er noget vi skal sammen, nu her på lørdag. Hun kommer fredag og bliver til søndag, så vi har god tid til både at være aktive og produktive og til at hygge.

Jeg har en masse ideer i mit hoved med hensyn til haven. Først og fremmest skal alt ryddes og så skal der såes nyt græs. Jeg kunne også godt tænke mig at udvide den en smule så jeg kan få plads til både et grillområde og et hygge/sole område. Og selvfølgelig skal der være en masse spiselige planter og træer overalt.

 photo Screenshot_zpsqhvibvb5.jpg

Vi gik i gang med det samme lørdag formiddag. Alt ukrudt og blomster blev revet op og slæbt væk. De store sten stod vi længe og kiggede på og overvejede hvad vi skulle gøre ved.
Vejret var med os og solen skinnede fra en skyfri himmel. Som dagen gik blev mere og mere tøj smidt. Jeg tog mig selv i at kigge på Georginas krop et par gange.

Jeg tror faktisk godt at hun lagde mærke til det for hun sendte nogle drillende øjne et par gange.

 photo Screenshot-2_zpsaylrxcem.jpg

Vi holdt pause midt i haven. Jeg havde hentet nogle kolde colaer som vi nød under solen. Sammen lå vi og snakkede om hvad der skulle være hvor og hvilke farver der skal gro i haven.
Samtalen døde lidt hen og vi sad i stilhed og nød strålerne. Pludselig mærkede jeg en hånd på mit bryst; jeg åbnede øjnene og lige over mig så jeg Georginas hoved.
Hun lænede sig ind over mig og kyssede blidt mine læber. I det øjeblik vi ramte hinanden fik jeg en helt bestemt følelse. Følelsen af at det her er helt rigtigt.

 photo Screenshot-3_zpsnb7tmlq7.jpg

Jeg tog om hende og kyssede hende igen. Hun smilede og lagde sig ind til mig. Sikke en dejlig dag. Vi er kommet et skridt længere med haven og et skridt længere med vores lille forårsflirt; eller er det måske mere end det?

The Bucketlist | 17

Jeg vågnede en dag og var i rigtig dårligt humør. Selvom det snart er to måneder siden at vi sagde farvel til Wilhelmina, så føles det stadig somme tider, som var det i går. Jeg ringede derfor til Georgina og spurgte om hun ville komme forbi. Hun svarede lidt i øst og lidt i vest, men det endte med at hun sagde ja og en times tid efter stod hun ved hoveddøren.

 photo Screenshot-58_zpsgbusbght.jpg

“Jeg har andre planer”, sagde hun hurtigt og rakte hånden ud mod mig. Jeg forstod ikke rigtig men fulgte med. Hun slap ikke min hånd, men kiggede op på mig et par gange og smilede hemmelighedsfuldt.

Vi satte os ind i metroen og kørte. Da vi steg ud kunne jeg godt se hvor vi var og jo længere vi gik kunne jeg se hvor vi ville ende; kirkegården.

 photo Screenshot-59_zpsorsjtuq5.jpg

Jeg kiggede meget forvirret på Georgina som stadig havde et smil på læberne. Hun fumlede med sin taske indtil hun lagde den på jorden og satte sig ned foran gravstenen. Hun klappede på jorden, som hentydning til at jeg også skulle sætte mig.

“Fortæl mig lidt om hende”, smilede hun og tog min hånd. Jeg var ærlig talt lidt forvirret, men gjorde alligevel et forsøg. Jeg fortalte om Wills smukke latter som smittede alle omkring hende. Jeg fortalte om hendes evige optimisme som fulgte hende længe og at det var hendes skyld at jeg meldte mig på fodboldholdet.

Georgina sad og lyttede og spurgte en sjælden gang imellem ind til en ting eller to. At sidde foran Wilhelmina og fortælle om hende til Georgina ændrede mit humør rigtig meget. Jeg følte mig igen tryg og passet på; som om Will ikke rigtigt er væk.

 photo Screenshot-60_zpsczwp5i1k.jpg

Da stilheden pludselig overtog rejste Georgina sig og hentede noget i sin taske. Hun satte sig ved siden af mig og rakte en raket imod mig. Jeg kiggede undrende på den mens jeg modtog den.

“Wilhelmina havde en bucketlist, ikk’?”, begyndte Georgina. Jeg nikkede og smilede ved tanken om alle de smukke ting hun skulle have haft oplevet.
Georgina forsatte. “Engang var dig og Will faktisk én person. Det er tvillinger jo inden de bliver født. Her er din raket. Tænd den for Will mens hun kigger med fra den anden side”.

Jeg begyndte at forstå hvad Georgina mente. Selvom Will ikke nåede at opleve alle tingene på sin bucketlist, så betyder det jo ikke at jeg ikke kan fuldføre den.
Og vi starter i dag; I dag tænder vi denne raket for Will.

 photo Screenshot-61_zpsv7hrj0hc.jpg

The Bucketlist | 16

Midt i alt hvad der skete med Will, hendes begravelse og alle vores tårer, så var jeg også ved at flytte hjemmefra. For første gang i mit liv skulle jeg være alene. Alene hjemme i mit eget lille hus, men også alene hjemme i hjertet. Når jeg i løbet af dagen havde oplevet noget så kunne jeg ikke lige ringe til Wilhelmina og fortælle det. Uanset hvor mange gange jeg ringede til hende, så ville den altid gå på telefonsvareren.

Det eneste positive ved det var dog at jeg fik chancen for at høre hendes stemme. Hver dag og flere gange om dagen ringede jeg til telefonsvareren, hørte hendes stemme og fortalte om min dag. Jeg fortalte om mit nye hus, hvordan det gik på fodboldholdet og om den her søde pige som jeg havde mødt.

Jeg fortalte også om hvor meget jeg savnede hende og om hvor svært det var at få en hverdag til at hænge sammen. Til sidst lagde jeg på og prøvede at fremtvinge et smil. Will ville ikke have ønsket at jeg skulle svælge i den tristhed som hænger over mig, men prøve at få det bedste ud af hver dag.

 photo Screenshot-55_zpslohypjoy.jpg

Derfor ringede jeg bagefter til min veninde, Georgina og spurgte om hun ville med ud og shoppe. Mit nye hjem kunne godt bruge nye ting og en piges kærlige hånd og syn på tingene hjælper altid til at alting ser så indbydende ud.

Georgina er og bliver aldrig en erstatning for Wilhelmina, men hun er en god støtte og veninde i denne svære tid. Hun får mig til at grine og føle mig godt tilpas.

Vi tog ned til en genbrugsbutik for at finde pæne nips til billige penge. Hun er god til at spotte de rette ting og vi hygger os med at finde sjove, pæne og brugbare ting.

 photo Screenshot-56_zpsbklwofoi.jpg

Da vi havde fundet lidt af hvert tog vi hjem til mig og satte tingene op. Da vi var færdige satte vi os i sofaen og lod en film spille. Jeg fik kigget på hende et par gange og det gik mere og mere op for mig at Georgina måske godt kunne være mere end blot en veninde; men er det den rette tid nu?

 photo Screenshot-57_zpsj7id9nxg.jpg

The Bucketlist | 15

Lige meget hvor lang tid man har fået til at forberede sig, hvor mange lange snakke man har haft, hvor mange tårer der er blevet grædt, skrig blevet skreget og håbløse tanker blevet tænkt; man kan aldrig forberede sig nok på et dødsfald.

Jeg mangler min søster; min tvillingesøster, min anden halvdel. Det er så uretfærdigt som noget overhovedet kan være.
Hun fik ikke engang lov til at fuldføre sin bucketlist. Hendes liv sluttede alt for tidligt og nu er der intet andet at gøre end at komme videre.

 photo Screenshot-54_zpsijyukf1k.jpg

Men hvordan gør man det? Jeg har kendt Will siden før vi blev født. Vi har ligget som små fostre, side om side og er blevet født med få minutters mellemrum.
Hele vores barndom har vi haft et specielt bånd og forhold til hinanden. Vi har altid kunnet snakke om alting, grinet og grædt sammen og stået op for hinanden.
Jeg er blevet snydt for en fremtid med Will. Vores voksenliv. Vi skulle have fundet vores livs kærlighed sammen, fået børn og fortalt dem om alle de fjollede ting vi gjorde da vi var unge.

Mor og far var utrøstelige. Mor låste sig inde i soveværelset og i mange timer kunne vi høre hendes høje og inderlige skrig.
På Wills bucketlist stod der at hun gerne ville have haft planlagt sin egen begravelse. Det nåede hun desværre ikke. I stedet tog jeg over.

Begravelsen fandt sted 4 dage efter Will sagde farvel. Hun havde fået en flot plads på kirkegården. Allerede da vi kom frem efter kirken, var der en masse blomster.

 photo Screenshot-53_zpsn1pbted3.jpg

Både Meghan, Ryder og Logan var med til at sige farvel på kirkegården. Præsten sagde nogle pæne ord og bagefter var der ikke andet at gøre end at sige hvert vores sidste farvel.

I dag var den værste dag i mit liv. I dag var den dag jeg måtte sige mit sidste farvel til min elskede tvillingesøster, som desværre tabte kampen.

The Bucketlist | 14

Jeg kan ikke mærke noget mere. Jeg ligger bare i min seng, total afkræftet. Mit hår er faldet af og min krop er efterhånden på størrelse med en lille piges. Mit smil har ikke været fremme længe og min livsglæde er fuldstændig forsvundet.
Jeg spiser sjældent og når jeg endelig får lidt ned så ryger det op igen.
Jeg vågner om natten og skriger af smerte, men der kommer ingen lyd ud. Jeg ligger blot i mørket og kigger ud i ingenting. Slutter det ikke snart?

 photo Screenshot-49_zps7ygnoi9q.jpg

Jeg kommer aldrig igennem min bucketlist. Jeg når det ikke og selv hvis jeg ikke var i kapløb med tiden så er mit overskud der ikke.
Den liste som skulle hjælpe mig til at gøre positive ting og nyde den sidste tid af mit alt for korte liv, er blevet en tung byrde om min hals.

Hvornår må jeg slippe for al denne her smerte? Både den fysiske smerte som terroriserer mit hoved, mine øjne, hukommelse og tale. Men også den psykiske smerte. Tankerne om at skulle efterlade Sebastian, Amber og min mor og far. Meghan og Ryder, Logan og alle de andre.

 photo Screenshot-52_zpsfwiimbeb.jpg

Samme aften jeg lagde mig til at sove faldt jeg hurtigt i søvn. I mange måneder havde jeg ikke sovet så godt som den nat. Jeg drømte endda.
I drømmen var jeg rask. Jeg sad på stranden med mor og far. I vandkanten kunne vi se Sebastian og Amber lege og fjolle i vandet. De sprøjtede vand på hinanden og jeg kunne høre deres høje og ægte latter.
Smil formede sig på mine læber og mine øjne glimtrede i solen.
Det var det lykkeligste jeg kunne huske, jeg længe havde været.

Older posts