Dengang jeg var lykkelig … | 2.

Mange aftener brugte mig og Damian sammen. Vi var som taget ud af en romantisk film; lavede mad sammen, spiste i ro og mag med en masse grin og gode historier fra dagen. Da opvasken var taget brugte vi for tiden meget energi på at gøre børneværelset klar.

Sammen havde vi besluttet os for at vores lille spire skulle hedde Merle. Damian, Madicken og Merle; det var navne som passede så godt sammen.

Vi sov altid tæt og lå gerne og snakkede og hyggede til langt ud på natten før vi til sidst faldt i søvn. Om morgenen var det første jeg så, Damians smukke smil og charmerede morgenhår.
Her til morgen havde han forberedt morgenmad til mig, inden han selv tog på arbejde. Han kyssede mig farvel og knugede mig tæt ind til sig.

Hvis jeg dog bare havde vidst at dette var sidste gang jeg ville holde ham så tæt…

Jeg fortog dagens gøremål straks efter morgenmaden. Jeg var højgravid, så der var stadig en masse ting som skulle klares og gøres klar inden Merle kom til verden. Jeg vidste at vores varer fra babybutikken ville komme en af de nærmeste dage, så der skulle også gøres plads til de store kasser med babyting.

Jeg samlede puslebordet på egen hånd og beundrede det et øjeblik med hænderne på maven og et smil på læberne. Efterfølgende tog jeg ned i byen for at handle ind til aftensmaden.

 

På vejen hjem sænkede mørket sig igen over byen. Jeg stod med en masse indkøbsposer mens jeg stak nøglen i hoveddøren, men før jeg selv fik åbnet den, blev det lukket op indefra…