The Bucketlist | 13

En fortælling om kærlighed | 14

Jeg kan stadig huske de efterfølgende år. Allerede da Madicken var to et halvt gik vi på boligjagt. Vi havde længe snakket om at finde noget større og med en lidt mere børnevenlig have så Madicken kunne lege udenfor alene. Vi ville også gerne lidt længere fra centrum og vi ville gerne have et ekstra værelse, for jeg var gravid igen.
Det var egentlig ikke planlagt, men pludselig skete det og så vidste både jeg og Lukas at vi gerne ville være forældre igen.

 photo Screenshot-3_zpsd29e45bd.jpg

Vi fandt et hus som lå tilpas tæt på byen og stort nok til at alle kunne få sit eget værelse. Køkkenet var helt nyt, men derudover var der en masse renovation. Lukas og jeg kiggede på hinanden og var ikke ét øjeblik i tvivl om om vi kunne klare det.

De næste par måneder gik med at pakke ned i det gamle hus. I det nye hus startede vi med at male væggene og lægge nye gulve. Jo flere penge der blev brugt på renovationen des gladere var vi for at vi begge klarede os godt på jobbet. Lukas var kort forinden blevet forfremmet til patruljebetjent. Det gjorde os begge gavn, for hans arbejdstider var ens hver dag og han havde fri i weekenderne.
Jeg selv derimod havde rigtig forskellige mødetider og jeg arbejdede også ofte i weekenderne. Det var ikke noget som fik hverdagen til at falde sammen, men det havde da været rart hvis vi kunne holde fri og weekend i de samme dage, men pyt nu med det.

 photo Screenshot_zps65c19052.jpg

Vi startede med at få sat badeværelset i stand for pludselig kom dagen hvor vi skulle være ude af vores gamle hus. Det var en lidt trist dag faktisk, for for mit vedkommende var det det første hus som jeg købte hvor jeg for første gang stod på egne ben. Efterfølgende var det det hus hvor Lukas flyttede ind og sidst var det her Madicken blev født.
Da de sidste flyttekasser var båret ud, vinduerne blevet lukket og dørene låst, stod jeg med en tom følelse. Det her var enden på noget, men det var også begyndelsen på noget nyt. Jeg tog mig til maven, kiggede ned og tog Madicken i hånden.

“Ny hus..”, grinede hun glad og det smittede. Før jeg vidste af det stod jeg også og smilede. Jeg satte hende fast i bilen og vi kørte den lille tur på ca en halv time, til vi var ved det nye hus.
Badeværelset var færdigt, køkkenet var klar og indtil vores værelser var færdigrenoveret og indrettet så måtte vi sove i stuen.

 photo Screenshot-2_zps968cc1ca.jpg

Madicken synes ikke at det var særlig sjovt at sove sammen og havde ret svært ved at falde i søvn om aftenen. Derfor besluttede vi at hendes værelse var næste i rækken. Bagefter måtte vores soveværelse komme til samt den lille nyes. Stuen og spisestuen kom helt af sig selv jo mere der blev pakket ud og pludselig, før vi vidste af det, havde vi et fuldt funktionelt og nyt hus.

 photo Screenshot-4_zpsb3922034.jpg

Vi fandt meget hurtigt en rytme i vores nye hjem. Lukas afleverede hver dag Madicken i vuggestue inden han tog på arbejde, mens jeg gik på barsel herhjemme. Den lille ny kunne komme når som helst så jeg gik lidt utålmodigt og ventede.

I modsætning til min graviditet med Madicken så havde vi valgt ikke at ville vide hvad kønnet var. Selvom jeg følte at det var let at købe og forberede sig når man ved hvad der kommer, så ville vi denne gang hellere blive overrasket. Så længe det er et sundt og raskt barn så er kønnet fuldstændig ligemeget.

 photo Screenshot-5_zpsb9ee7798.jpg

Årstiden sagde efterår igen. Babyen ville blive født i midten af årstiden. Da der var to uger til termin mente h*n til gengæld at nu var det slut med at være inde i maven.
På en meget regnfuld efterårsdag kom han til verden og vi kunne nu kalde os forældre til “en af hver”.

Den lille nye babydreng var sund og rask på alle måder så vi kom allerede hjem fra hospitalet efter kun en enkelt dag. Både jeg og Lukas havde barsel de første tre uger, men derefter måtte Lukas tilbage på arbejde igen. Derefter var det kun mig og lille Maximillian som var hjemme.

Nej, jeg glemmer det aldrig.

 photo Screenshot-10_zps88209cf2.jpg

“Mor, fortæl igen…”, plagede Madicken mig med sin lille fine stemme. Jeg smilede ned til hende på gulvet hvor hun opslugt sad og fulgte med i historien. Hun elsker når jeg fortæller om hvordan jeg mødte far, da vi giftede os og om dengang hun selv kom til verden. Tænk at det allerede er så mange år siden; og nu sidder jeg her med mine to små guldklumper.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The Bucketlist | 13