En fortælling om kærlighed | 4

Jeg kan stadig huske første gang jeg mødte Lukas’ forældre; Viola og Valdemar Valentine. Lukas havde inviteret mig hjem til dem og spise en fredag midt i efterårsferien. Jeg havde med mine knap så store overtalelsesevner præsteret at snakke mig til at gå tidligere fra arbejdet den dag; jeg havde nemlig ikke fri i den samme uge som Lukas. Men det gjorde mig ingenting, for imens jeg stressede rundt på hospitalet, gjorde han sig klar hjemme hos mig.
Da jeg kom hjem hoppede jeg i bad og tog noget præsentabelt tøj på. Lukas kiggede på mig med kærlige øjne og sukkede blidt.
“Du stråler!”, sagde han og lænede sig ind over mig og gav mig et kys. Jeg kunne mærke at jeg var ret nervøs; tænk hvis de ikke kunne lide mig? Lukas kunne tydeligt se på mig at jeg var usikker ved situationen og tog mine hænder.
“Det skal nok gå Frikadella; de kommer til at elske dig.” sagde han blot.

Da vi kørte ind ved indkørslen kunne jeg se Viola stå i vinduet. Hun så lige så venlig ud som Lukas havde beskrevet, og før vi var steget ud af bilen stod hun allerede ude ved os og tog imod.

“Ella!”, sagde hun på en meget sød og imødekommende måde, mens hun kom nærmere med åbne arme. Lukas stod på den anden side af bilen og fnes lidt.
“Mor, din fjollerøv”, grinede han og kom hen mod os begge. Der blev uddelt kram og håndtryk og vi blev inviteret ind hvor Valdemar stod og ventede ved komfuret.

“Ella!”, udbrød Valdemar da vi kom ind. Han havde en meget behagelig stemme og et smil som Lukas; det var i hvert fald ikke svært at se hvor Lukas havde sit fra.
“Sæt jer endelig ned”, bød Viola og tilbød kaffe mens hun spurgte ind til mig. Valdemar tilføjede fra køkkenet at maden snart var færdig, og så kunne vi alle lytte til mig. Jeg husker at jeg følte mig som til eksamen, men på den gode måde. De her venlige mennesker var faktisk interesseret i at høre om mig, hvem jeg var og hvor jeg var på vej hen.
Flere gange undervejs i middagen tog Lukas min hånd og knugede den, mens hans øjne fangede mine i et ømt blik.

Valdemar havde lavet den helt store middag til os, og selvfølgelig var det hele hjemmelavet. Som han selv sagde; Da Lukas var lille var så nemt et barn at Valdemar selv løb tør for ideer til at få dagen til at gå. Derfor begyndt han at gå op i mad og det havde hverken Viola eller Lukas brokket sig over. Med tiden var det blevet en af hans store passioner.

Der blev fortalt anekdoter fra Lukas’ barndom, om mit job og om hvordan vi mødte hinanden. Jeg kunne mærke mine kinder rødme og mit hjerte banke hurtigere da jeg fortalte, men at se Viola og Valdemar være tryllebundet af historien gav mig lidt selvtillid til at forsætte.

Da vi var færdige med at spise rejste Viola sig for at tage ud af bordet. Jeg ville hjælpe hende, men fik strenge ordrer på at blive siddende og hygge mig. Som sagt, så gjort. Mens Valdemar gik ud af rummet havde Lukas og jeg pludselig et øjeblik for os selv. Han tog om mig og kyssede mig.

“Der kan du selv se, frøken Frikadella; De er jo vilde med dig skat!”, hviskede han bagefter. Jeg kiggede først genert ned på mine fødder, men flyttede hurtigt blikket op mod Lukas’ øjne.

Nej, jeg glemmer aldrig den første gang jeg mødte Lukas’ forældre.