Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 2

Jeg var ikke altid sådan her. Det er ikke fordi jeg render rundt og spiser af alle beboerne i byen, men nogen gange kan de få mig helt op i det røde felt. Adrian var mit øje på indersiden. Han gav mig oplysninger om menneskene nede i byen og som belønning havde jeg lovet at lade hans mor være. Det lyder vel egentlig fair nok?

Jeg blev født på mine forældres gård i 1712. Min far var landmand og havde tre bønder tilknyttet sine marker. Min mor gik hjemme og passede huset. Hun var syg, men ingen vidste det før hun blev gravid med sit første og eneste barn; mig. Under hele graviditeten var hun sengeliggende, og da dagen endelig kom hvor jeg skulle ud, lod min mor sit eget liv falme og mit skinne. Jeg mødte aldrig min mor…

Min far gjorde sit bedste for at passe på både mig, markerne og huset, men vi kunne begge mærke at der manglede en kvinde omkring os…

Da jeg var 5 år skulle jeg med ud på marken og hjælpe min far. Egentlig ville jeg gerne have blevet hjemme, men min far mente at det var en dårlig ide at lade så lille et barn være alene.

Jeg var med i marken hver dag, uanset hvordan vejret var. Ofte gik jeg bare rundt i blomsterne og hyggede mig, mens drengene trak det tunge læs. Min far smilede bare til mig og lod mig gøre det; jeg var trods alt en pige.
Da jeg fyldte 11 blev min fødselsdag fejret derude og både min far og to af hans bønder sang for mig. Jeg glemmer aldrig den dag, selvom jeg på nuværende tidspunkt har glemt hvordan den følelse det vækkede i mig, føltes.

Da jeg fyldte 17 skulle jeg giftes. Min far havde fundet mig en mand. Han hed… det husker jeg faktisk ikke, men jeg husker hans onde øjne som hver aften stirrede på mig. Jeg husker alle de aftener jeg gik i seng, rædselslagen over om jeg nu også ville vågne dagen efter.

Dale! Han hed Dale…

Jeg var 18 år da jeg blev gravid for første gang. Jeg nåede aldrig at føde min baby, men mistede fosteret efter kort tid. Det samme skete både anden, tredje og fjerde gang. Femte gang jeg blev gravid nåede jeg at føde barnet. Det var en smuk lille dreng som vi navngav Cecil.

Cecil blev 16 dage gammel før vi mistede ham til vuggedøden. Sladderen gik hurtigt i byen og før jeg vidste af det blev jeg anklaget som babymorder. Selv Dale beskyldte mig for at have ladet Cecil dø.

På min 24 års fødselsdag sad jeg hjemme i vores lille hus. Jeg var alene hjemme, men kunne fornemme at der var noget eller noget omkring mig. Jeg husker at jeg gik ud mod hoveddøren for at åbne, men da jeg kom derhen var den allerede åben. Bag mig kunne jeg høre en hvisken.

“Du skal ikke være bange…”, lød det. Jeg stivnede og turde ikke vende mig om. I stedet trådte skikkelsen frem foran og smilede. Et eller andet over hende gjorde mig tryg, indtil hun tog mig om halsen og bed mig.
“Jeg smager bare…”, husker jeg hun sagde, inden jeg til sidst fald hen.

Da jeg vågnede efter nogle timer var Dale kommet hjem. Jeg husker den aften specielt godt. Dale havde drukket og han var i et rigtig dårligt humør. Jeg brokkede sig over småting såsom hvorfor jeg for eksempel havde blødt over det hele.
Jeg husker den aften som noget specielt, for det var dengang Dale slog mig, sparkede mig og kvalte mig til jeg til sidst lå livløs på gulvet. Jeg blev lige præcis 24 år; sikke en fed måde at holde fødselsdag på…

Jeg troede jeg døde, men jeg vågnede tre dage efter. Min krop og mit sind var forandret; jeg kunne se alt meget tydeligere også selvom det var langt væk. Jeg kunne høre detaljer og min lugtesans var virkelig forstærket. Det første jeg lagde mærke til var en ny duft, som jeg aldrig havde lagt mærke til før. Duften af mennesker.

Jeg sad længe på køkkengulvet indtil jeg hørte Dale komme mod mig. Jeg var stiv af skræk og skyndte mig at gemme mig. Mens jeg overvågede ham gå rundt i køkkenet blev et nyt instinkt vækket i mig. Jeg ville have Dale; jeg ville have hans blod.
Det første menneske jeg nogensinde slog ihjel var min mand, men det var fair, for han slog mig ihjel først!

I mange årtier undrede jeg mig over hvorfor og hvordan jeg vågnede fra de døde, men den historie blev først afsløret for mig næsten 150 år efter.
Med tiden måtte jeg tilpasse mig. Jeg måtte udvikle mig med omgivelserne, moden, opførsel og selvfølgelig hvordan jeg afskaffer mine lig. Jeg ændrede også mit navn; en morder, nej, en vampyr som slår alle ihjel kan ikke hedder Claire Marie.

Jeg hedder Ambrosia Eva; Udødeligt Liv og jeg tørster efter hævn!