Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 3

I midten af 1780’erne mødte jeg Florence. Eller, jeg mødte hende ikke, jeg fandt hende. I mange dage havde jeg hørt landsbybeboerne snakke om en ny kraft som var kommet til byen. Man skulle frygte den, for det kunne gå hen og blive enden på al menneskelighed.

Jeg opsøgte den såkaldte store fare, men fandt blot et spædbarn. Først havde jeg planer om at suge al dets blod for selv at kunne absorbere kræfterne, men noget gjorde at jeg ikke kunne. Jeg savnede stadig Cecil frygtelig meget så tanken om at jeg kunne få et lille barn i hjemmet, gjorde at jeg tog hende med hjem.

Som tiden gik udviklede babyen et sæt vinger. Aldrig havde jeg set noget så underligt og de første mange gange jeg så dem rev jeg dem af. Barnet skreg og græd, men jeg kunne ikke risikere at vi blev afsløret; mig som vampyr og hende som … misfoster…

Efter næste et år hvor vi næsten dagligt sloges med hendes dumme vinger, gav jeg op. Jeg havde revet dem ud, klippet dem af og brændt dem helt ind til ryggen, men hver dag kom de igen.

Jeg havde altid kaldt babyen for Cecilia, efter Cecil, men da hun blev gammel nok til at kunne tale, spurgte hun mig med megen undren i stemmen, om hvorfor jeg kaldte hende det når nu hun hed Florence. Fra den dag af kaldte jeg hende ved hendes rigtige navn.

Allerede som lille barn vidste Florence godt at hun var anderledes. Ingen af os kunne sætte en finger på hvad der gjorde hendes anderledes end alle de andre børn; lige udover vingerne selvfølgelig. Hun elskede at arbejde i haven og havde evnen til at gøre blomsterne og planterne glade, hvilket resulterede i en god høst. Derfor blev hun tildelt den opgave at sørge for og passe haven.

Jo ældre Florence blev des mere ville hun udforske. Min kost bestod kun af blod og frisk kød, men Florence ville gerne smage andre ting. Hun blev vild med den sjældne flammefrugt som voksede i haven, og spiste ofte en stykke i hemmelighed. Jeg tvang hende aldrig til blod, men tilbød ofte at hun måtte smage. Eftersom jeg havde ladet hende vokse op med det fra helt lille, var det blevet et instinkt at hun også havde et grundlæggende behov for det, på samme måde som mig.

Florence gik ikke i skole som andre børn og selv da hun blev teenager holdt jeg hende hjemme. Hun var ikke klar til verden og verden var ikke klar til en som hende.

I 1947 mødte jeg på en jagt, en kvinde med vinger. Jeg satte straks efter hende i håbet om at hun vidste noget om hvorfor Florence også havde vinger. Kvinden fortalte mig om fefolket; et gammelt sagn fra oldtiden.

Inden hun var væk fortalte hun mig at en fe kan opdrages til det gode eller det onde, men under alle omstændigheder skal en fe én gang i sit liv drikke af livets kilde, ellers falmer de som alle andre dødelige skabninger.

Florence tog ikke nyheden særlig pænt, faktisk blev hun meget ked af det. Jeg besluttede derfor at indgå en aftale med hende, som faldt ud til vores begges fordel. Jeg ville hjælpe Florence med at finde livets kilde, hvis hun bandt sig til mig. Hun skulle altid stå til min tjeneste, resten af sit liv; og det gik hun med til.

På hendes 22 års fødselsdag fik jeg opsporet livets kilde, og bragte Florence dertil. Hun drak af den og straks efter lyste en meget lys glød fra hende. I løbet af et øjeblik var hun sig selv igen, men nu kunne hun ikke visne og endnu bedre, nu var hun min.

Florence og jeg har gennem de sidste næsten 200 år haft et godt sammenhold og venskab. Selvom jeg fandt hende og opdragede hende så har vi aldrig set hinanden som mor og datter. Vi er jævnaldrende nu og ingen af os ældes. Til tider kan vi blive uenige, men så skal jeg bare minde hende om at jeg ejer hende, og straks makker hun ret.

Det var også derfor det var så let for hende at komme af med Adrians lig. Jeg tømte det for blod, hun spiste resterne og sørgede for at resten forsvandt; vi har et særligt godt samarbejde i det her årti.

Pt er vi løbet ind i et problem. Adrian fortalte, før jeg slog ham ihjel, at snakken gik nede i byen. Folk undrede sig over at vi ikke var ældet det mindste i de sidste 20 år. De snakkede også om Florence og som altid var det hendes vinger som var problemet.

Vi var nødt til at finde på noget. Enten skulle vi flytte fra min barndomsgård igen, eller også skulle vi flytte til en helt ny by hvor ingen kendte os. Stakkels Adrian at det var ham som skulle overbringe den nyhed…