Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 5

Jeg bad Florence et par dage senere om at pakke. Vi skulle kun tage det mest nødvendige med, for gården vil for altid være vores hjem. Hun pakkede nogle perfekte frø som hun kunne plante i den nye have, tog sten- og krystalprøver og pakkede samt alle vores eliksirer på nær én af hver som skulle blive tilbage, i tilfælde af nød.
Da klokken slog 23.30 præcis tog vi afsted. Vi kørte i hver sin bil af sikkerhedsmæssige årsager og ville først se hinanden igen i Monte Vista.

Jeg vidste at turen ville tage mange timer og dage. Jeg er meget utålmodig og måtte dog også holde stop et par gange. Det er mange år siden jeg har smagt Monte Vista; en smag som man altid vil komme tilbage til.

Jeg ankom først til det lille fine hus hvor Irina stod og ventede mig. Frem kom hun med åbne arme og modtog mig mens den anden bil med Florence kørte frem.

“Du har taget frokost med, kan jeg dufte…” smilede hun mens hun holdt om mig, men meget pludseligt stod hun foran bilen hvori Florence sad med et skræmt udtryk. …

Før Irina nåede til Florence sprang jeg efter hende.

“Du ved godt at Florence er min!” skreg jeg af hende mens vi lå på jorden. Hurtigt var hun oppe igen og havde mig fastlåst op ad væggen.

“Ja jeg ved at Florence er din! Men hvad med den lille i klædet!?”, råbte hun tilbage ad mig. Jeg stoppede op og lod Irina overmande mig, mens mine egne tanker overmanede mig. En lille?
Jeg blev sat fri af Irinas greb og i ét spring sad jeg henover Florence.

“Hvad har du gjort?!” råbte jeg ad hende mens et barns gråd begyndte fra bilen. Florence græd under mine næver mens hun forklarede at hun stjal Luna fra det tomme hus. Hun ville ikke have en chance for at overleve hvis ikke Florence havde hjulpet.

Jeg satte Florence fri; hendes handling var typisk for feer. At være god, behandle alle godt, være plejende og pligtopfyldende; selvfølgelig stjal Florence et spædbarn.

Efter chokket lod vi Florence og Luna være i haven mens Irina tog mig med ind. Hun viste mig rundt i huset, hvor jeg skulle sove og hvor jeg kunne brygge. Med tiden skulle vi bygge ud, men hver ting til sin tid; vi skal ikke tiltrække os opmærksomhed. Florence skulle selvfølgelig bo i en fehytte og på den ene eller anden måde skulle vi finde en måde hvorpå Luna kunne bo med hende.

Irina fortalte også at hun arbejdede på en forbandelse. En forbandelse som ville forblinde menneskene; de ville ikke være i stand til at skelne mennesker fra feer og vampyrer. Vi stod et øjeblik og lod situationen synke ind. Vi skulle være room mates de næste par årtier, men det er jo intet problem når man er familie; lige borset fra Luna selvfølgelig.

Folk i byen lagde ikke mærke til os, dog kom nogle naboer forbi for at ønske os velkommen. Vi lever i en anden tid. En tid hvor man ikke kender alle i hele byen men man er venner med sine naboer. Jeg er ikke ven med mine naboer, dét må Irina helt selv stå for.
Heldigvis bor vi ikke klods op af hinanden men med et rumt mellemrum så der stadig er privatliv. Det stopper dog ikke kvinderne på begge sider i at snakke. For er to kvinder virkelig flyttet ind uden mænd, men med en sort baby?