The Bucketlist | 11

Fra da jeg vågnede i morges vidste jeg at det ville blive en dårlig dag. Mit hoved gjorde ustyrligt ondt og mine øjne var lysfølsomme. Det var efterhånden et par uger siden slænget havde hygget den hele dag på stranden og nu var vi tilbage i hverdagen. Lige borset fra at den her hverdag er et helvede. Jeg kan hver dag mærke at min sygdom skrider frem.
Faktisk skal jeg i dag til lægen og snakke om smertestillende behandlinger, som skulle gøre tiden lidt nemmere for mig. En samtale som jeg ærlig talt er ret nervøs for.

Der er ikke langt op til lægen, men den lille gåtur føltes alligevel som at halvt maraton. Jeg fik til sidst slæbt mine ben ind i venteværelset hvor jeg sad i ti minutters tid, indtil lægen kaldte min ind på sit kontor.
Vi snakkede kort om hvordan det gik, hvordan jeg håndterede smerterne og hvad hun kunne tilbyde mig. Hun tilbød mig også en psykolog, som kunne hjælpe mig med at snakke om mit forhold til at dø.
Jeg afviste psykologen, men fik øjnene op for stråling. Det kan hjælpe med at skrumpe svulsten en lille smule, hvilket kan gøre mine smerter mindre og måske forlænge mit liv med en måned eller to. Desværre skal jeg så til at forholde mig til et liv som skaldet og med en masse kvalme samt opkastning.

Jeg tænkte og vendte længe beslutningerne med min læge. Hun foreslog mig at begynde at klippe mit hår kortere og kortere hver uge, sådan at når jeg naturligt mister håret på grundt af strålerne, så vil det ikke være så stor en omvæltning.
Jeg nikkede og synes egentlig at det var en ret god ide. Det betød dog at mit lange smukke hår, som jeg altid har passet på og været stolt af, skulle klippes.

På vej ud fra lægen ringede jeg derfor til Ryder og spurgte om hun ville med til frisøren. Hun var selvfølgelig klar på en tøsetur så vi mødtes en halv time senere nede i byen.

Da jeg sad i frisørens stol havde jeg mest af alt lyst til a løbe grædende ud. Stakkels mit hår, pludselig var det virkeligt; det skulle klippes af.
Jeg aftalte med frisøren at jeg skulle komme forbi hver tredje uge, og hver gang skulle vi klippe 20 cm af. Det lød som en god deal, men da hun tog saksen og begyndte at klippe, gjorde det stadig afsindigt ondt i hjertet at se de store lyse totter dale mod jorden.