The Bucketlist | 14

Jeg kan ikke mærke noget mere. Jeg ligger bare i min seng, total afkræftet. Mit hår er faldet af og min krop er efterhånden på størrelse med en lille piges. Mit smil har ikke været fremme længe og min livsglæde er fuldstændig forsvundet.
Jeg spiser sjældent og når jeg endelig får lidt ned så ryger det op igen.
Jeg vågner om natten og skriger af smerte, men der kommer ingen lyd ud. Jeg ligger blot i mørket og kigger ud i ingenting. Slutter det ikke snart?

Jeg kommer aldrig igennem min bucketlist. Jeg når det ikke og selv hvis jeg ikke var i kapløb med tiden så er mit overskud der ikke.
Den liste som skulle hjælpe mig til at gøre positive ting og nyde den sidste tid af mit alt for korte liv, er blevet en tung byrde om min hals.

Hvornår må jeg slippe for al denne her smerte? Både den fysiske smerte som terroriserer mit hoved, mine øjne, hukommelse og tale. Men også den psykiske smerte. Tankerne om at skulle efterlade Sebastian, Amber og min mor og far. Meghan og Ryder, Logan og alle de andre.

Samme aften jeg lagde mig til at sove faldt jeg hurtigt i søvn. I mange måneder havde jeg ikke sovet så godt som den nat. Jeg drømte endda.
I drømmen var jeg rask. Jeg sad på stranden med mor og far. I vandkanten kunne vi se Sebastian og Amber lege og fjolle i vandet. De sprøjtede vand på hinanden og jeg kunne høre deres høje og ægte latter.
Smil formede sig på mine læber og mine øjne glimtrede i solen.
Det var det lykkeligste jeg kunne huske, jeg længe havde været.