The Bucketlist | 3

“Wil, hvad sker der? Sig noget.”, sagde Sebastian lavt med en nervøs stemme. Jeg kiggede op på ham.
“Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte eller hvad jeg skal sige”, fik jeg snøftet. Jeg kunne ikke engang holde øjenkontakt, men kiggede i stedet ned i gulvet.
Jeg rejste mig op og kig over mod vinduet.

“Kan du huske at jeg skulle til lægen?”, begyndte jeg. Han nikkede, men sagde intet. I stedet forsatte jeg med lav stemme.
“Jeg ved slet ikke engang hvordan jeg skal få formuleret ordene. Sebs… Jeg er syg.”

Sebastian rejste sig og tog om mig. Han sagde ikke noget, men holdt mig blot tæt.

“Vi skal nok klare til Wil”, prøvede han opmuntrende.

“Jeg har en svulst i min hjerne. De kan intet gøre, Sebs. De kan intet gøre”, afbrød jeg ham og hulkede igen.

Sebastian tog et skridt tilbage, som om han ikke troede på mig.

“Du skal da ikke dø?”, spurgte han med meget mistro. Hans øjne blev fyldt med tårer, som hurtigt faldt og blev erstattet af nye.

“Wil, hvad er det du siger til mig?”, spurgte han med en masse uro i stemmen.
Igen kunne jeg ikke kigge på ham, men nikkede blot.

I noget som føltes som flere timer lå vi blot på gulvet og græd sammen. Stilheden blev afbrudt da hoveddøren blev åbnet og far kom hjem. Jeg tørrede mine tårer og kiggede på Sebastian.

“De andre ved ikke noget. Endnu.”, fortalte jeg og håbede at han ikke ville modsige min beslutning om at holde det hemmeligt lidt endnu.
Han kiggede på mig med de mest triste øjne, som jeg nogensinde har set. Til sidst nikkede han dog.
Sammen rejste vi os, tørrede tårerne og gik ud i stuen for at sige hej til far, som lykkeligt uvidende modtog os med et stort smil.