We are the Legacy | Afsnit 50 – Penelope | 11

“Jeg vil ikke bo med dig! Du ødelægger det hele!”, råbte April. Jeg forstod godt hendes frustration, men gid hun dog ville lade være med at råbe så højt her. Vi var på vej ind i familieretten, alle fire. Jeg havde sørget for at både jeg og pigerne kom frem i pænt og præsentabelt tøj og ventede kun på at Nathaniel ville komme så vi kunne starte mødet.
I dag skulle vi snakke forældremyndighed og om hvor børnene skulle bo eller om det skulle deles op fifty/fifty. Både Lexia og April ville få noget at sige også, da de var blevet forberedt på at svare på hvor de helst ville bo; I Sunlit med mor eller i Kina med far.

Endelig kom Nat og vi gik i gang. Det var egentlig meget ligetil for dommeren og advokaterne. Jeg havde sagt at jeg gerne ville give slip på alle materielle ting, hvis Nat var villig til en fifty/fift med pigerne. Nat prøvede at forhandle frem til at de begge skulle med ham til Kina. April foreslog at hun boede hos Nat og Lexia hos mig. Lexia foreslog at vi alle blev sammen…

Det var nogle ulidelige timer hvor der blev diskuteret meget og længe. Det kom frem hvor langt tid Peyton og jeg havde set hinanden og at jeg var gravid. Det lagde sig ikke ud til min fordel.

Da vi kom ud fra domhuset var jeg i chok. Lexia græd, April var mundlam og Nathaniel gik i sin egen verden. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Begge mine piger skal bo hos Nat i Kina, og kommer kun hjem til mig hver anden weekend. Min advokat diskuterede længe med dommeren, men han ændrede ikke mening. Han mente at jeg selv havde rodet mig ud i det her.

Jeg lå på fliserne ude foran domhuset og lod solen skinne på mig, mens tårerne løb ned ad mine kinder. Om en måned skal skilsmissepapirene underskrives og mine piger flytter…

Da jeg kom hjem ventede Peyton på mig ude foran. April kiggede ondt på ham mens Lexia var ligeglad og bare gik ind. De havde fået af vide at de skulle begynde at pakke deres ting så det gik April straks i gang med. Lexia gik i protest i seng og lå der resten af dagen.
Jeg selv brugte dagen på at græde; hvordan skulle jeg kunne sige farvel til mine små piger? Selvom jeg vil se dem hver anden weekend, så er det slet ikke nok, i forhold til nu hvor jeg ser dem hver eneste dag. Den næste måned skal nydes inden jeg slipper dem!