We are the Legacy | Afsnit 10 – Penelope | 1

“Skynd dig at gemme dig!”, skreg jeg ad ham som om han ikke kunne høre bilen i indkørslen og vi vidste jo godt begge hvem det var der kom hjem; før tid endda. Han sagde at han skulle arbejde og først kom hjem i morgen, men som altid ændrer tingene sig i sidste øjeblik når man hedder Nathaniel.
“Kom nu videre!”, stressede jeg mens jeg selv prøvede at finde mine bukser. Samtidig kunne jeg høre bilradioen slukke og døren åbne. Det er nu eller aldrig, tænkte jeg, mens jeg skubbede Peyton ud af vinduet i soveværelset. To indåndinger senere stod Nathaniel i entreen og sendte luftkys mod mig. Pyha, tænkte jeg, vi klarede den igen i dag.

Mens Nathaniel står og fortæller om sin dag og om hvor glad han er for at se mig et helt døgn før tid, står jeg bare og tænker på Peyton. Gad vide om han egentlig kom til skade ved at hoppe ud af vinduet? Jeg smiler for mig selv ved tanken; det er jo sådan noget man ser på film, og pludselig er det mit eget liv det handler om.

Det er ikke fordi jeg med vilje går bag om ryggen på min mand og hygger med Peyton, det er mere fordi… jeg ved det faktisk ikke. Det var aldrig planlagt. Da vi boede i Kina arbejdede Nathaniel meget og da pigerne og jeg rejste hjem til Sunlit igen så vi kun Nathaniel hver 14. dag i en uge ad gangen, før han igen tog til Kina.
En aften da jeg var ude med Chloe, mødte jeg den her høje flotte fyr i baren. Med det samme fik vi øjenkontakt og da Chloe på et tidspunkt gik på toilettet kom han hen og introducerede sig. Peyton. Peyton Rose.

Der gik mange måneder hvor vi holdt det på vennebasis for ikke at træde nogen over tæerne, men en aften gik det galt. Forstået på den måde at vi kom til at kysse hinanden; og det kys udviklede sig til lidt mere end det. Vi endte i hans lille lejlighed som jeg først forlod dagen efter.
Derefter gik det egentlig bare derudaf. Vi mødtes når vi kunne og gjorde hvad der var behov for. Det var skønt at få opmærksomhed fra en mand igen og det var skønt at føle sig nyforelsket. Jeg har trods alt været kæreste med Nathaniel siden jeg var 9 år. Da han friede til mig og vi giftede os virkede det jo bare som det mest naturlige skridt at tage.
Men med Peyton er det anderledes. Det er nyt, spændende og farligt.

“Forstyrrede jeg dig i noget?” lød Nathaniels stemme inde fra stuen. Jeg stod stadig i entreen og foregav at rydde op i børnenes jakker og sko.
“Nej”, svarede jeg og mumlede for mig selv: “Jeg lå bare lige i armene på en anden, i vores seng og så min fremtid med en fremmed mand…”