We are the Legacy | Afsnit 41 – Penelope | 9

“Det er jo fantastisk!”, udbrød Peyton i den anden ende af røret.
“Er du fuldstændig idiot?!”, skreg jeg tilbage. Godt at de andre ikke var hjemme for lige nu var den her samtale så højlydt at naboerne nærmest kunne lytte med.

“Det er ikke fantastisk! Hvad skal vi gøre?”, græd jeg til Peyton. Han tilbød at komme over og for første gang mente jeg at det var en god ide. Der gik en lille halv time før hans bil kørte ind i indkørslen og han kort efter stod i entreen.
Ikke nok med at han var her i løbet af et øjeblik, men han havde også taget en buket røde roser med.

“Det er jo ikke hver dag man skal være far”, blinkede han til mig. Jeg stivnede; han skal ikke være far! Vi skal slet ikke have det her barn, tænkte jeg, og tog imod blomsterne og kyssede ham.

Vi satte os ind i stuen og snakkede om situationen. Peyton havde tydeligvis ikke noget negativt at sige med hensyn til at blive forældre, hvorimod jeg jo står i den værst tænkelige situation.

“Du har jo selv sagt at du vil forlade han”, prøvede Peyton stille og roligt. Og det var jo rigtigt nok, men det her var nok ikke den mest ideelle måde at gøre det på.
Vi snakkede både om hvordan vi skulle gøre det hvis jeg gik fra Nathaniel og fik barnet med Peyton, og vi snakkede om hvis jeg fik det fjernet. Men under alle omstændigheder endte alle ideerne og planerne med at jeg skulle forlade min mand.

Klokken var efterhånden blevet mange og det var da egentlig lidt underligt at Nat og pigerne ikke var kommet hjem endnu. Men den tanke nåede jeg kun akkurat at tænke færdig før døren til entreen blev åbnet. Både mig og Peyton fløj op af sofaen med panik i øjnene. Skete det nu? Er det nu vi bliver afsløret?

Nat stod hurtig inde i stuen ved siden af os og kiggede overrasket. Han gik hen mod os og rakte hånden frem mod Peyton, smilede og præsenterede sig. Høflig som Peyton er modtog han Nats hånd og kom med et akavet smil. For akavet det var lige præcis hvad det var. Min mand står og præcenterer sig for min kæreste, og han ved det ikke engang.

“Vi skal snakke sammen Nat”, sagde jeg og kiggede over mod Peyton. Nathaniel fik et forvirret ansigtsudtryk frem og nikkede. Nathaniel lagde dog først pigerne i seng, det var trods alt skoledag i morgen. Imens satte jeg kaffe over; i nat bliver en lang nat, en meget lang nat.

Da Nat kom ud igen satte han sig ved siden af Peyton på sofaen. Han spurgte ind til ham med usikre smil; hvad han lavede til dagligt, om han boede i nærheden og hvordan vi kendte hinanden.
I samme øjeblik kom jeg hen til dem og begyndte;

“Der er sket noget Nat… Der er sket noget de sidste mange måneder. Det kan du vel også godt mærke, ikk’?”, spurgte jeg spørgende og håbede på at han ville give mig ret; og det gjorde han heldigvis.
“Peyton og jeg… jeg har set Peyton… i et par måneder…”, fik jeg fremstammet. Nathaniel kiggede skuffet og knækket på mig, men jeg kunne mærke vreden blusse op i ham.
“Hvad har du?!”, sagde han vredt uden at råbe. Han sank ned i sofaen og gemte sit ansigt i sine hænder. Jeg satte mig på hug overfor ham og lagde en hånd på hans skulder.

“Jeg er så ked af det Nat”, græd jeg, for det var jeg. Det her skulle aldrig være sket og slet ikke på den her måde. Peyton havde pænt holdt sig i baggrunden og sagt ikke et ord. Jeg ønskede lidt at han faktisk slet ikke havde været her, så Nat ikke ville føle det som et bagholdsangreb.
Pludselig kiggede Nat op på mig;

“Du er ked af det skat? Nej, men det bliver du!”, råbte han mig direkte ind i ansigtet og sprang op ad sofaen. I løbet af et øjeblik sad han henover mig, klar til at lade sin knyttede hånd ramme mit ansigt.

Men han lod aldrig hånden falde. Før Peyton overhovedet kunne reagere og hjælpe mig, var Nathaniel på benene igen.

“Du kommer til at fortyde det her, Pene!”, råbte han mens han smækkede hoveddøren fra ydersiden. Peyton kom imellemtiden hen og holdt om mig.
“Det skal nok gå skat. Det skal nok gå”, blev han ved med at hviske; “det værste er overstået nu.”

Det ved jeg ikke om det var, men nu ved Nathaniel det. I hvert fald det meste, for han ved endnu ikke at jeg er gravid.