We are the Legacy | Afsnit 33 – Penelope| 7

Vi stod tidligt op dagen efter; vi havde trods alt ligget i sengen i næsten 15 timer og hygget og gjort som kun kærester gør.
I dag skulle vi ud og se en ægte gammeldags vinfarm og smage på både vine og oste. Jeg glædede mig rigtig meget, både til selve oplevelsen, men også det faktum at det var Peyton som jeg skulle opleve det med.
På kortet som vi havde fundet i receptionen stod der at vinfarmen var næsten en times kørsel væk, så i stedet for at leje de små vespaer, som vi begge gerne ville prøve, tog vi en bus sammen med en flok andre turister.
Det var varmt lige fra morgenstunden; man kunne bestemt ikke mærke at vi var midt i efteråret, så vi havde begge klædt på som var vi på sommerferie.

Vi kom indefor og blev mødt at den søde duft fra vinen blandet med den lidt kraftige duft af både ost og bageri, som kom fra kælderen. En ældre kvinde tog imod os og bød både Peyton og mig, samt alle de andre turister velkommen til.
Der blev smagt på de forskellige vine og gamle franske madretter. Man kunne se hvor stolt bagerkonen var hver gang hun serverede noget nyt; og det kunne hun sagtens være, for det smagte fantastisk godt.

Efter selve touren blev vi sluppet løs på egen hånd. Peyton ville gerne kigge i vinreolerne på de mange forskellige, meget gamle vine. Nogle af dem var op til 460 år gamle.

Der blev lagt i kurven, dog ikke de meget dyre vine, men nogle af dem vi fik smagt. Blandt andet en vin som indeholdt noget fersken og som vi begge var vild med. Peyton sagde at bare duften af den mindede ham om mig. Han købte to af dem, så han kunne dufte til dem når ferien var slut, jokede han og kyssede mig på kinden.

Klokken var efterhånden blevet mange og solen havde skiftet position. Bagerkonen blinkede til os og fortalte at lige nu var det perfekte tidspunkt at kigge på udsigten.
Gården lå på en lille høj, det var ikke meget, men nok til at man kunne se en masse af landskabet når man kiggede ud fra gårdspladsen.
Bagved gården lå markerne og endnu længere bagved lå bjergene. Vi nød naturen og hinanden deromme mens vi så solen gå ned. Da mørket var faldet på var det tid til at tage hjem til hotellet.

Vi havde lidt glemt at der også var en times transport hjem, men i selskab med hinanden gjorde det ingenting. Vi sad bagerst i bussen som et par teenagere uden opsyn. Jeg kiggede flere gange på ham og tænkte på hvorfor jeg dog ikke havde mødt ham, før jeg mødte Nathaniel.
Da vi kom hjem til hotellet lagde vi os i sengen; ikke for at sove, men for at bruge vores sidste nat sammen, igen. Mens vi lå midt i en dyb samtale ringede min mobil. Jeg reagerede ikke på den, men lod den ringe ud. Intet skulle forstyrre min sidste aften med Peyton. En voicemail tikkede ind og i displayet stod min mands navn.

“Forlader du ham nogen sinde?”, spurgte Peyton. Jeg kiggede på ham som om det var noget af det mest utænkelige og skrækkelige man kunne sige, men sandheden var at lige præcis dén tanke havde hjemsøgt mig i mange uger nu. Men hvordan gør man? Nathaniel, Lexia og April er jo hele mit liv, men nu hvor Peyton er her, er han blevet en lige så stor del.

Peyton kunne se mit humør ændre sig og tog mig hurtigt ind til sig. Vi lå længe i mørket uden at sige noget. Ingen af os sov, men at forstyrre stilheden ville ødelægge øjeblikket. Hvem ved hvornår jeg igen kan lægge her og være min mand utro med min store kærlighed.