We are the Legacy | Afsnit 40 – Penelope | 8

“Det er simpelthen skrækkeligt!”, udbrød Nathaniel mens han snakkede telefon. Samtidig kiggede han hen på mig med meget sørgelige øjne. Shit, tænkte jeg, hvem snakker han med? Er det nogen der ved at jeg var på weekend med Peyton? Jeg ville gerne have haft lyttet med, men jeg var nødt til at smutte i bad. Jeg skulle til forældremøde i Lexia og Aprils klasse senere, og hvis jeg kunne nå det, skulle jeg forbi Peyton inden jeg kom hjem.

Mens jeg stod i badet kom Nat ud til mig.

“Vi er nødt til at snakke sammen skat”, sagde han meget nedtrykt og gik igen. Jeg turde næsten ikke komme ud til ham, og jo mere jeg bekymrede mig, des mere kunne jeg mærke min frokost komme op igen. Jeg kastede op henover toilettet og gik til sidst ud til Nathaniel.

“Sæt dig lige ned.”, sagde han og pegede hen mod sofaen.
“Jeg øhm.. jeg tror helst at jeg vil stå”, svarede jeg ham usikkert. Han kiggede lidt underligt på mig og tog min hånd. Jeg rystede helt vildt meget og kunne slet ikke kigge ham i øjnene.

“Undskyld…”, Hviskede jeg og kiggede ned i gulvet. Da han ikke reagerede på noget kiggede jeg op på ham igen.
“Hvad undskylder du for?”, spurgte han forvirret. Dét gjorde mig endnu mere forvirret og pludselig gik det op for mig at jeg kunne have afsløret mig selv.

“Chloe har lige ringet. Hun har en stor cancer tumor i hjernen.”, sagde han stille.
“Nååh”, sagde jeg henkastet og åndede lettet op. Nat kiggede underligt på mig.
“Er det alt du har at sige?”, spurgte han meget forundret og trådte et skridt tilbage. “Hvad er det du ikke fortæller mig?”, spurgte han.

Jeg rystede næsten af skræk, hvilket fik min kvalme til at blusse op igen. Jeg løb ud på toilettet og forsatte med at kaste op.

“Du skal ikke tro at du bare kan løbe væk frøken”, råbte Nat ud til mig. “Man skulle tro at du var gravid sådan som du kaster op…”

Gravid! tænkte jeg. Shit, jeg har jo hygget mig ekstremt med med Peyton på det sidste, men jeg kan da ikke være gravid! Jo mere jeg tænkte over det des mere virkede det logisk. Jeg har taget lidt på, jeg har kvalme og jeg græder hele tiden.

“Er du syg mor?”, hørte jeg Lexia ude foran døren. Jeg svarede hende at jeg bare var lidt sløj, men at far måtte tage til forældremødet i aften. Mens de tog til mødet smuttede jeg ned i byen og købte en graviditetstest. Jeg nåede dårligt nok hjem før den var pakket ud, og jeg nåede knap nok at sætte mig før jeg tissede på den.

Positiv! Fucking positiv!Jeg er virkelig på røven. Hvad skal jeg gøre? Nu er jeg jo næsten nødt til at fortælle det til Nathaniel. Fortælle ham det hele, hvordan jeg har gået bag hans ryg det sidste meget lange stykke tid. Fortælle ham at jeg har fundet mit livs kærlighed, men at det ikke er ham. Jeg skal fortælle min mand at jeg er gravid, med en anden mands barn…