We are the Legacy | Afsnit 45 – Penelope | 10

Jeg havde ikke set eller hørt fra Nathaniel i flere dage. Siden han var stormet ud efter at jeg havde fortalt ham om mig og Peyton, var han blevet væk fra hjemmet, og jeg anede ikke hvor han kunne være taget hen.
Peyton havde ringet hver dag og tjekket op på mig, graviditeten og om Nat havde vist sig. Det kan godt være at han ikke slog mig den dag, men han skubbede mig omkuld og truede med det.

Jeg gik rundt og ryddede op i huset mens pigerne var i skole, da jeg hørte nogen komme ind. Jeg både håbede og frygtede at det ville være Nathaniel. Jeg mødte hans ansigt i entreen mens han stod og tog skoene af.
“Er du klar til at snakke sammen?”, spurgte jeg forsigtigt. Han kiggede på mig med de mest triste øjne jeg nogensinde har set .
“Undskyld Nat, undskyld. Det var ikke meningen. Intet af det her skulle nogensinde være sket.”, græd jeg mens jeg gik hen til ham.

“Jeg kommer for at hente mine ting”, sagde han med en kold og samtidig meget knækket stemme. “Jeg har ringet til min advokat. Du kan forvente at han kontakter dig indenfor få dage. Næste gang kommer jeg ikke blot efter mine ting; næste gang kommer jeg efter mine piger”.

Hans piger? Det er lige så meget mine! Han kan ikke bare tage mine børn! Kan han? Jeg brød fuldstændig sammen af skræk for at miste mine børn. Mens han rendte rundt og pakkede alle mulige ting ned, var jeg fuldstændig ligeglad. Han måtte få alle materielle ting, hvis bare vi kan finde en fornuftige plan med Lexia og April.
Han gik meget hurtigt igen og jeg sad alene tilbage i det tomme hus. Det føltes i hvert fald pludselig meget tomt; tomt for mennesker, tomt for kærlighed…

Jeg brugte formiddagen på at græde og være ked af det og blev kun afbrudt af et telefonopkald. Det var, som Nat havde advaret, hans advokat. Han ville sætte et møde i hus for at snakke skilsmisse og forældremyndighed. Skilsmisse; ordet i sig selv lød forfærdeligt. Var det virkelig det jeg havde rodet mig selv og os alle sammen ud i?
Det gik pludselig op for mig at jeg kan risikere kun at være deltidmor for mine store piger. Før alt det her havde tankerne kun kredset om mig, Peyton og Nathaniel. Men Lexia og April er jo også inde i billedet. Jeg er så dum!

Jeg ringede til Peyton; jeg kunne ikke være alene med alle de her tanker og følelser. Han svarede sin telefon med det samme, som sædvanligt, og beroligede mig med søde ord og opmuntring.

Lexia og April kom hjem fra skole senere på dagen. Jeg besluttede mig for at fortælle dem hvad der forgik og hvorfor far ikke var hjemme. Lexia, som altid har været den lille legesyge blev meget ked af det, hvorimod April blev ekstremt gal og skældte mig ud. Hun stormede ind på sit værelse og smækkede døren. Imens sad Lexia og græd.

“Hvad skal jeg så gøre nu? Jeg vil ikke skilles…”, græd hun og kiggede op på mig.
“Min lille skat, det er slet ikke noget du skal tage stilling til. Far og mig skal skilles, men du skal ikke. Du skal være skønne lille Lexia som du altid har været. Du skal gøre hvad du føler for hvis det endelig kommer så langt ud.”, trøstede jeg hende. Jeg vidste ikke om det var sandt, om hun på noget tidspunkt skulle stå overfor et svært valg; jeg håber at Nat vælger den nemme vej og at vi ikke også skal igennem familieretten…