We are the Legacy | Afsnit 44 – Damon | 7

I dag skal Chloe for første gang til strålebehandling. Den første periode med piller har ikke hjulpet; tværtimod har pillerne taget hendes appetit fra hende og hendes humør er i bund. Når hun ikke er på hospitalet ligger hun og sover i soveværelset eller kaster op på toilettet.
Selvom vores ægteskab har taget lidt skade de sidste stykke tid, så har kræften bragt os sammen igen. Vi har knyttet et helt nyt bånd; vi er blevet forelsket på ny.

Vi har ansat en døgnbarnepige som hver dag kommer og ser efter børnene så Chloe kan koncentrere sig om at blive rask og jeg kan koncentrere mig om at være der for Chloe.
Forleden dag mens jeg sad og kiggede på hende sove, gik det for alvor op for mig hvor syg og skrøbelig hun efterhånden ser ud. Hvis ikke sygdommen så har medicinen i hvert fald sat sine spor.
Jeg kneb en tåre og lagde mig ned ved siden af hende. På den ene siden ville jeg så gerne holde hende tæt ind til mig som da vi var unge; på den anden side ville jeg ikke komme til at vække hende, nu hvor hun endelig sov så fredfuldt.

Vi stod på hospitalet onsdag formiddag; klar til den første strålebehandling. Jeg tog Chloe i hånden og gik op til skranken hvor vi meldte vores ankomst. Sekretæren var enormt venlig og imødekommende, hvilket nok var meget godt, for Chloe var mere nervøs og bange end jeg nogensinde har set hende være.

Vi blev vist ind på en stue hvor vi kort efter blev snakket igennem selve behandlingen og chancerne for om Chloes krop ville reagere på det. Desværre var chancerne ikke særlig gode, men at prøve er bedre end ikke at prøve.

Chloe blev lagt i maskinen som sendte stråler igennem hendes hjerne, for at dræbe de syge cancer-celler. Jeg måtte ikke gå med ind, da strålerne er for farlige, så jeg sad i stedet på den anden side af væggen og ventede på hende.
Bagefter lå hun i en times tid på en stue på hospitalet, for at overvåge om hun fik farlige bivirkninger. Det gjorde hun kun få gange, heldigvis.

Det blev hurtigt en del af hverdagen. Vi brugte mandag, onsdag og fredag på hospitalet hvor Chloe fik sine stråler. Bagefter købte vi takeaway med hjem og spiste i sengen. Det blev endda normalt og smukt at se Chloe uden hår på sit skønne hoved.
Trods vores mange smil og gode stunden oveni alt det her skrækkelige, tærede det meget på os. Det kan godt være at vi har fundet hinanden igen, men frygten for at miste er der hele tiden.

Børnene er desværre og heldigvis for små til at forstå hvad der foregår. Det værste ved strålebehandling er at Chloe knap nok må røre tvillingerne. Ingen af deres immunforsvar er stærke nok til at komme i kontakt med de stråler som Chloe bringer med hjem. I stedet holder både jeg og barnepigen dem op for hende, så hun stadig kan følge med; og bare det at se hende smile er alt værd. Hvis det her ender galt, så skal hun have den bedste sidste tid.