We are the Legacy | Afsnit 38 – Damon | 5

Damon var igen taget tilbage til kassernen og havde efterladt Chloe og børnene derhjemme. Chloe havde det meget ambivalent ved det, for på den ene side var hun glad for at slippe for de mange kritiserende kommentarer fra Damon. På den anden side var hun så træt og udmattet for tiden, at tre børn virkede alt for uoverskueligt alene.
Hun rendte konstant rundt med hovedpine, så når Yasmine var sulten, Brandon skulle skiftes og Jarremy også krævede hendes opmærksomhed virkede hele verden uoverskuelig.

Mange dage havde Chloe så lidt energi at hun knap kunne overskue at gå op og hente de mindste på deres værelse. I stedet forgik hele dagen på gulvet i stuen. Det var her de legede, spiste og sov til middag blandt sofapuderne og babydyner.
Når telefonen ringede lod hun telefonsvareren tag den. Det eneste tidspunkt hvor hun samlede alle sine kræfter sammen, var når hun skulle handle ind. Det var det værste tidspunkt på hele dagen for hun var nødt til at tage alle tre børn med sig.

Når de endelig kom hjem igen var hun så udmattet at hun knap nok kunne lægge varerne i køleskabet. I stedet bestemte hun at det var middagslurstid og lagde tvillingerne i seng og Jarremy i kravlegården. Derefter lagde hun sig selv på sofaen og lod søvnen overtage.

En dag gik det dog galt. Mens Chloe lå og sov havde Jarremy på en eller anden måde fået kravlet hen over tremmerne og stod frit i stuen. Som det lille barn han var havde han ikke styr på noget som helst, så da han fandt ud af at Chloe havde glemt at låse hoveddøren tog han på eventyr.
Han gik til at starte med blot lidt ned ad vejen. Han plukkede lidt blomster i en have og sad et øjeblik og kiggede på en kat der gik forbi.

Da regnen begyndte at falde og han ikke kunne finde hjem, gjorde han det eneste han vidste ville trylle hans mor frem; han gav sig til at græde, men da det ikke virkede, fordi Chloe jo lå hjemme på sofaen, græd han blot endnu mere.

Jarremy var gennemblødt og kold af regnen, beskidt af at gå rundt i mudder og dybt ulykkelig over sin situation, da en mand hørte ham. Han tog ham op og spurgte ind til hvor han boede, men da Jarremy ikke kunne tale flydende og bestemt heller ikke kendte sin adresse, stod de med et stort problem. Jarremy kunne sin mors navn, og gentog det flere gange. Det resulterede i at manden tog Jarremy i hånden, og senere hen på armen, og læste på postkasser for at finde en ved navn Chloe.

Da de endelig kom frem til Jarremys hus var det blevet mørkt. Chloe gik rundt i huset og græd med telefonen i hånden og snakkede panisk med alarmcentralen. Gensynet mellem Chloe og Jarremy startede gennem vinduet og Chloe løb alt hvad hun kunne ud og tog imod dem.
Hun fik takket manden mange gange og bød ham indenfor. Manden, som hed Peyton, fortalte hvordan han havde fundet Jarremy og hvor god en dreng han havde været. Chloe takkede ham mange gange og undskyldte at hun var så dårlig en mor.
Til dét svarede Peyton blot at hun ikke var en dårlig mor; men at børn, specielt små drenge er udbryderkonger. Han smilede til hende og sagde farvel til dem begge inden han igen gik.

Chloe kunne alligevel ikke lade være med at tænke. Hun var en dårlig mor, for hvem lader dog sit lille barn gå frit rundt? Der kunne være kommet en bil eller en børnelokker!
Hun besluttede sig for at tage til lægen og få undersøgt hvorfor hun var så træt hele tiden; lige så snart hun havde overskud til det…