We are the Legacy | Afsnit 17 – Damon | 3

Vores romantiske date kunne nok ikke været gået værre, om så vi havde forsøgt! Jeg ville overraske Chloe med blomster, men da hun modtog dem blev hun ikke bare glad; hun blev bekymret. Bekymret over vores økonomi lige pludselig. Havde vi råd til at tage ud og spise fint, og hyre barnepige, og købe blomster…
Selvfølgelig har vi da det! Hvad tror hun jeg laver oppe på kassernen hele tiden? Det er jo ikke for sjov jeg bruger al min tid deroppe.
Næste krise der opstod var at Chloe ikke kunne passe sine fine kjoler mere; jeg sagde jo at hun havde taget på. Hun begyndte at græde over sin krop, og jeg måtte træde til og trøste hende. Da hun langt om længe kom i tøjet og havde fået ordnet hår og makeup, så var hun faktisk rigtig smuk.
Barnepigen kom og tog over, og jeg tog afsted med min kone ned mod midtbyen, hvor jeg havde reserveret et bord til os.

Allerede ved forretten begyndte Chloe at beklage sig over hvor koldt det var at sidde udendørs. Jeg kunne kun tænke på at hun da havde nok sul på kroppen til at holde sig varm. Vi fik tjeneren til at tænde for terrassevarmerne omkring os, og først der begyndte Chloe at spise sin dyre forret.
Vi snakkede lidt frem og tilbage om først mit job, hvor hun fik brokket sig over at jeg aldrig er hjemme. Bagefter begyndte hun at snakke om at hun gerne ville have en fast barnepige til at hjælpe sig.
For guds skyld, tænkte jeg bare. Hvis min bror og hans mand kan klare to småbørn og min mor kunne klare fem, så kan hun også sagtens klare tre! Jarremy skal snart starte i børnehave og så har hun kun de to små.
Næste punkt i Chloes brokkebog omhandlede hende selv. Hun havde åbenbart set Penelope forleden dag, som var kommet ud fra frisøren. Hvorfor gik Chloe ikke bare ned og fik klippet sit hår, eller hvad det nu er hun vil? Jeg holder hende jo ikke væk derfra!

Da vi var færdige med at spise og kunne rejse os, foreslog jeg at vi gik hjem i stedet for at tage en taxa. Det kunne jo være at aftenen stadig kunne nå at blive vendt til noget positivt. Jeg tog Chloe i hånden og begyndte at gå. I stedet for at følge med mig under måneskinnet, begyndte hun at beklage sig over sit skovalg og at hun igen frøs. Jeg tilbød hende min jakke, men hun afslog, for hun ville ikke havde at jeg også frøs.
Pludselig blev det en lang tur hjem, og jo tættere på huset vi kom, jo mere beklagede hun sig. Til sidst ville jeg bare gerne hjem, og satte tempoet op. Hun greb fat i mig og haltede efter, men på det tidspunkt var min tålmodighed helt opbrugt.

Da vi kom ind smækkede hun døren efter os og gik direkte ind i soveværelset. Jeg var så skuffet og rasende over aftenens udfald at jeg ikke gad gå ind efter hende. Hvis hun ville være sur så kunne hun være sur!
Jeg sendte barnepige hjem og sikrede mig at børnene sov, før jeg også gik i seng. Da jeg kom ned i soveværelset havde Chloe allerede lagt sig.

“Godnat sure”, hviskede jeg med et smil og lagde mig på siden.
“Jeg er bare så træt…”, sukkede hun. Det var de sidste ord der blev udvekslet den dag.