We are the Legacy | Afsnit 4 – Damon | 1

“Du er nødt til at komme hjem! Nu!”, råbte Chloe ind i telefonen. Hun snakkede med Damon som igen i aften var på kassernen sammen med de nye soldater som han skulle træne. Imens gik Chloe rundt derhjemme i babystanken, rodet og kaos. Kort efter de havde fået deres første barn, Jarremy, var Chloe igen gravid; og denne gang med tvillingerne Yasmine og Brandon. Hun mente selv at det gik alt for hurtigt, men Damon havde beroliget hende med at det nok skulle gå alt sammen. Det kunne han jo sagtens sige, for han var jo alligevel aldrig hjemme.

“Moor!” lød det inde fra børneværelset efterfulgt af et stort brag og et lige så stort skrig. Chloe gik opgivende ind for at se hvad der skete mens Damon stadig hang i telefonrøret.
Jarremy lå på gulvet og græd ved siden af Yasmines seng.

“Du ved godt du ikke må klatre op til babyerne!” råbte Chloe ned til ham og cuttede forbindelsen til Damon. Hun tog Jarremy op, skiftede hans tøj til nattøj og lagde ham i seng. Klokken var mange og han skulle i vuggestue i morgen. Forhåbentligt ville barnepigen komme og kigge efter de små, så Chloe selv kunne komme afsted. Det var alt for længe siden hun havde haft voksenkontakt, mente hun selv.

Efter børnene var blevet lagt i seng begyndte Chloe at rydde op; evighedsarbejde som hun kaldte det. Man kunne kun lige nå at blive færdig før man kunne begynde forfra igen. Det var fuldstændig som at være enlig forældre, nu hvor Damon kun var hjemme i weekenderne; det var bestemt ikke det hun sagde ja til da de blev gift.
Chloe havde jo også selv et job. Damons mor, Donatella, havde tilbudt hende en stilling i sit lille bageri. Det var ikke meget, men det var skønt at komme ud og lave andet end at rydde op og gøre rent efter babyer, som altid skriger.

Dengang Chloe og Damon var blevet gift, var det det lykkeligste øjeblik i Chloes liv. Men lige for tiden går hun og er rigtig ulykkelig over tilværelsen. Hvis bare jeg kunne give ham et dilemma, tænkte hun dagligt. Hun kunne ikke finde på at gå fra ham, dét var hun sikker på; heller ikke selvom det til tider virkede som om at han var gået fra hende.
Det eneste der ville gøre Chloe glad lige nu, var en ferie med sin mand, uden børn. Hun hadede den tanke, for folk skulle heller ikke få den ide at hun ikke kunne lide sine børn, det var bare det at de fyldte så meget. Hun var træt af rodet og larmen, men hun var mest træt af at hun stod med det hele alene.