We are the Legacy | Afsnit 47 – Damon | 8

Vi var blevet kaldt ind til lægen for at evaluere den sidste tids strålebehandling. Inderst inde vidste vi godt hvad han ville sige, men helt til sidste øjeblik hold vi håbet i live.

Venteværelset var tomt og der var stille. Man kunne høre sekretæren skrive på computeren og telefonen ringe en enkelt gang. Udenfor var bladene faldet af træerne og vinden var ekstra kold. Snart var efteråret slut og vinteren ville stå for døren; julen ville sænke sig over os.

Chloes navn blev kaldt og doktor Martin stod i døren til sit kontor. Hans øjne var triste og han var tavs. Først da vi havde sat os ved hans skrivebord begyndte han at snakke.

“Jeg er virkelig ked af at overbringe denne nyhed Chloe, men din krop reagerer ikke på hverken medicinen eller strålerne. Jeg har desværre ikke mere at tilbyde dig end at gøre tiden nemmere og mindre smertefuld.”
Han snakkede længe og fortalte hvilke former for stærke smertestillende piller og indsprøjtninger han kunne tilbyde og hvordan de ville virke. Chloe sad stille og lyttede mens jeg, med tårerne langt nede af kinderne, vandrede rundt i kontoret.

“Du må kunne gøre ét eller andet!”, udbrød jeg til sidst. Chloe tog min hånd, tog mig om livet og begravede sit lille hoved ved min bryst. Det er slut nu, tænkte jeg. Det her har ikke nogen lykkelig slutning.

Vi kom ud fra sygehuset og besluttede os for at tage ned i parken og samle tankerne. Da vi blev gift sagde vi ja til og skrev under på ‘i medgang og modgang, til døden os skiller…’; jeg havde bare aldrig troet døden ville skille os så tidligt.

I mange timer sad vi under det store træ og nød efterårssolen; så på naturen og nød hinanden. Vi snakkede om alt og intet og selv når stilheden overdøvede os var det ikke ubehageligt. Chloe faldt på et tidspunkt i søvn i mine arme. Hun trak vejret dybt og ømmede sig under søvnen. Da hun blev tungere og tungere at holde besluttede jeg mig for at ringe til en taxa som kunne køre os hjem, så hun kunne få lov til at sove videre i varmen. Han var der i løbet af et øjeblik.

Jeg rejste mig op og bar min sovende kone gennem den kølige efterårsvind i parken. Havde jeg blot vidst at det her, var sidste gang jeg ville komme til at holde hende så tæt, havde jeg aldrig givet slip…