We are the Legacy | Afsnit 37 – Milliecent| 5

Blaine ville rigtig gerne vise mig sin barndomsby hvor han var vokset op. Han havde planlagt udflugter til den gamle del af byen, til markedspladsen og til alle de steder han rendte rundt som lille.
Madelaine havde dog helt andre planer. Hun startede morgenen med at vække mig så jeg kunne hjælpe hende med at lave morgenmad til mændene, for det gjorde man altså her. Jeg prøvede at lade hendes grove vækning prelle af mig, og så det i stedet for som en mulighed for at lære hende at kende, og måske give hende et nyt førstehåndsindtryk.

Den ene grimme kommentar efter den anden blev kastet gennem luften; så var jeg lidt for morgengrim, så arbejdede jeg for langsomt, så kunne jeg ikke lave kaffe… der var hele tiden noget.
Mens jeg stod og skyllede de friske jordbær dækkede Madelaine bordet; til fem personer. Mændene kom ned ad trappen og stod med smil og kærlige øjne og kiggede på os. Blaine kom hen og kyssede mig, mens hans mors øjne fulgte ham hele vejen.

“Hvem er den hemmelige gæst?”, spurgte Blaine sin mor med et smil. Madelaine kiggede hemmelighedfuldt over på ham og blinkede.
“Du får se min skat”, svarede hun bare og satte kaffe på bordet.

Kort efter satte vi os ved bordet; ikke for at spise, men for at at vente på den hemmelige gæst og drikke den første kop kaffe. Der gik ikke længe før det ringede på døren og Madelaine med et lumsk smil rejste sig.
Vi kunne ikke se hvem det var, men da en meget lys kvindestemme modtog Madelaine i døren, fik både Jerome og Blaine julelys i øjnene.
Ind kom Madelaine med en smuk ung brunette i hånden. Hun havde det smukkeste smil og et fantastisk hår. Hun var klædt i kjole og stiletter.

“Blelle!”, udbrød hun og kiggede på Blaine. Han rejste sig og nærmest løb hen og omfavnede hende. Jerome sad som den eneste med mig ved bordet. Han havde også et stort smil på læberne, men det virkede ikke lumsk som Madelaines. De satte sig kort efter omkring bordet og jeg blev introduceret for kvinden som tilsynladende hed Aimee.

“Sæt dig ved siden af Blaine”, beordrede Madelaine, “så rykker .. hvad hedder du nu.. Milliecent hen ved siden af Jerome.”
Jeg rykkede mig ydmygt og mens jeg misundeligt kiggede på Aimee. Jeg ville jo have haft den velkomst hun lige har fået! I stedet sidder jeg her i mit nattøj, uden makeup; ikke engang børstet mit hår har jeg.

“Det er hyggeligt at møde dig Aimee”, prøvede jeg meget usikkert. “Er du en af Blaines mange kusiner?”, smilede jeg.
Både Aimee og Madelaine brød ud i grin. Jerome fnes lidt, mens Blaine svarede.

“Aimee er min gamle barndomsveninde.”, sagde han, men det lød ikke oprigtigt. Jeg smilede usikkert og tog en tår af min kaffe.

“Barndomsveninde?”, grinede Aimee.
“Ja det var da en sjov beskrivelse min skat”, afbrød Madelaine, og kiggede skrapt på mig.
“Aimee var Blaines kæreste i næsten 10 år, Milliecent!”, sagde hun meget strengt til mig, mens hun tog Aimees hånd og kiggede mig direkte i øjnene.