We are the Legacy | Afsnit 36 – Milliecent| 4

Vi ankom om eftermiddagen. Solen var ikke rigtig til stede og det var faktisk ret koldt. Når jeg tænker på Monte Vista, så tænker jeg på den lille franske by med sol året rundt og romantiske gader fyldt med mennesker og små købmandsboder.
Madelaine og Jeromes hus ligger i midtbyen i det rigtig gamle kvarter og det er indrettet meget minimalisktisk. Jeg havde faktisk en ide om at Madelaine var en ældre kvinde som ofte gik i haven. Men da hun introducerede sig så jeg blot en smuk rødhåret kvinde med et stort smil. Hun så ikke spor gammel ud, og ej heller gjorde Jerome. De er begge to fulde af liv og meget snakkesaglige. Og dét med haven var vist bare en tosset tanke fra min side, for hele haven er belagt med brosten.

Vi blev inviteret indenfor hvor Madelaine havde forberedt frokost som bestod af traditionelt landbrød, frisk ost, frugt og grønt samt vin. Allerede dér kunne jeg mærke at det her bliver en fantastisk ferie. Og hvem ved, måske får Blaine de børn en dag, som han så højlydt går og drømmer om.

“Jeg går op og pakker ud. Jeg er på mit gamle værelse”, sagde Blaine efter maden. Det efterlod mig alene tilbage med hans forældre, som sad og stirrede på mig, som om de havde set et spøgelse. Jerome rejste sig kort efter og gik ud ad hoveddøren. Jeg smilede til Madelaine og prøvede at starte en samtale.

“Hvad laver du så til hverdag, Fru Bartholomew?”, prøvede jeg meget venligt og høfligt. Hun smilede og forklarede at hun var skolelærerinde. Hendes job var at undervise og opdrage på børn, hvis forældre ikke selv gjorde det. Derudover sørgede hun for at børn fra samme samfundsklasser fandt sammen, sådan at der ikke blev blandet unge sammen, som snød sig op igennem samfundet.
Da hun sagde det fik jeg en underlig følelse af at hun hentydede til mig. Jeg fik et sug i maven og skyndte mig at skifte emne. Først fortalte jeg om hvordan jeg gik ud af universitetet med topkarakterer og nu arbejder indenfor kommunikation. Jeg fortalte om mine forældre og søskende, men i det samme jeg fortalte om mine brødre sukkede hun.

“Åh ja, det er rigtigt. I har jo et fejlkøn i din stakkels familie”, sagde hun blot og tog en tår af sin vin. Et fejlkøn?, tænkte jeg. Hvad bilder hun sig ind at tale om Skylar på den måde? Jeg blev ked af hendes kommentar, men hun forsatte med at snakke om Damon havde havde giftet sig med et fejlfarve. Chloe er sort og Skylar er bøsse, ok fair nok, tænkte jeg, men hvad bildte hun sig ind?! Det er ikke noget vi skammer os over!

Blaine kom ned i samme øjeblik og Madelaine fik igen sit pokerfjæs på og smilede sukkersødt. Jeg havde lyst til at fortælle Blaine hvad hun havde sagt, men jeg kunne mærke hendes øjne brænde sig ind i mit ansigt. Dér vidste jeg at jeg bare skulle holde bøtte og smile pænt.