We are the Legacy | Afsnit 35 – Kennedy| 17

“Kenny! Det ringer på for helvede!”, kunne jeg høre Kym råbe fra sit soveværelse. Jeg lå stadig i min seng og kunne se ud igennem stuevinduet at det var Chaz der stod derude. Jeg skyndte mig at smide kjolen og hoppe i noget der så ansvarsfuldt og voksent ud. Mit hår og makeup lignede godt nok noget der var løgn, men hvad kunne man forvente af en kvinde der bliver vækket så tidligt om morgenen, tænkte jeg og kiggede ned på mit ur. Shit!, den er næsten 14!
Jeg skyndte mig ud for at tage imod Chaz som efterhånden havde været tålmodig derude i efterårsvinden. Jeg blev modtaget med et stort smil, efterfulgt af det velkendte skuffede udtryk som han var så god til. Flov inviterede jeg ham ind mens jeg lettere diskret prøvede at tørre min mascara væk fra kinderne og samlede mit hår i en knude.

“Er det ok at jeg lige smutter i bad? Så kan vi tage ud og spise lidt mens at Kymberlie… øhm .. men hun … hun sover!”, bortforklarede jeg. I løbet af et minut stod jeg under bruseren og kort tid efter, med mit hårtørrer i den ene hånd og makeup i den anden. Det her skulle bare gå stærkt, men samtidig ville jeg gerne vise Chaz hvor moden og ansvarlig jeg var blevet. Han skulle ikke tro at jeg var den samme, gamle Kennedy som han sendte afsted fra Bridgeport.

Det var meget svært at se Chaz i øjnene, så mens jeg stod på badeværelset forberedte jeg mig mentalt på hvad jeg dog skulle sige til ham for at lyde voksen. Jeg blev afbrudt i mine tanker da jeg hørte Kymberlies stemme i stuen hvor Chaz sad. Jeg kunne ikke præcist høre hvad de sagde, men det lød ikke specielt positivt, stemmelejet taget i betragtning.
Jeg skyndte mig ud for at se hvad der skete og blev mødt af Kymberlies onde øjne.

“Hvorfor fuck har du det kostume på din forræder?!”, skreg hun ad mig mens hun hurtigt gik forbi mig ind på sit værelse hvor hun smækkede døren efter sig.

Jeg kunne mærke tårerne hobe sig op i mine øjne, men bed mig selv i kinden for ikke at lade dem falde. Bag mig kom Chaz tættere på indtil han til sidst stod helt op ad mig, lagde sine arme om mig og hviskede mig i øret.

“Det skal nok gå. Hun er fuld af hormoner.”, sagde han meget beroligende.
“Nej…”, afbrød jeg ham. “Hun er fuld af stofferne… alkoholen og stofferne… det er det hun er fuld af.” Da den sætning var sagt højt kunne jeg mærke at jeg ikke længere kunne holde tårerne på plads, og lod dem til sidst falde.

“Jeg lover dig Kennedy, jeg lover dig at det nok skal gå. Jeg vil gøre alt for at det nok skal gå i orden; Alt!”, insisterede han og tørrede min tåre væk fra kinden.

Det var skønt at høre og jeg er virkelig glad for at Chaz vil hjælpe. Faktisk er jeg bare vildt glad for Chaz; det gik først nu op for mig hvor meget jeg havde savnet ham. Problemet er bare at jeg ikke har troen i mig; troen på at alt nok skal gå i orden…