We are the Legacy | Afsnit 20 – Kennedy | 9

Selvom det er dagen hvor jeg skal ses med Skylar og hans unger, ligger jeg stadig i min seng. Jeg overvejede faktisk et øjeblik om jeg skulle tage afsted til Sunlit og besøge dem. Så kunne jeg også sige hej til mine forældre, og vi kunne sidde i haven og spise frokost. Så kunne jeg høre om deres perfekte lille Milliecent og hendes fantastiske kæreste, mens de spurgte ind til mit job, manglende partner og om hvor sjældent jeg besøger dem.
Jeg blev hurtigt enig med mig selv om at jeg hellere vil sidder herhjemme end sidder dér. Jeg tog telefonen og tastede Kyms nr ind, men hun svarede igen ikke. Gad vide hvad hun er sur over. I samme øjeblik jeg lagde på ringede det på døren. Jeg gik ud og åbnede, og i opgangen stod Charles.

“Har du savnet mig?”, var det eneste han sagde. Jeg rystede på hovedet og inviterede ham ind.
“Skal du have noget?”, spurgte jeg og pegede på bordspejlet hvor der var kokain linet op. Han kiggede næsten skræmt over på mig med dømmende øjne, og tog i stedet for en øl fra bordet.

“Hvornår har du tænkt dig at fortælle mig hvem du er og hvorfor du bliver ved med at opsøge mig?”, spurgte jeg halvirriteret. Hvem har overhovedet givet ham min adresse?

“Hvis jeg nu siger uni?” sagde Charles med et snert af et smil. Jeg tænkte mig om. Den eneste jeg kunne komme i tanke om var Chaz, og tjo, de lignede da lidt hinanden, men så alligevel ikke. Chaz havde altid haft et kæmpe crush på mig. Måske var Charles hans bror?

Pludselig gik det op for mig! Chaz er sgu da kælenavn for Charles! Hvor dum er jeg?! Faktisk blev jeg så overrasket at jeg begyndte at grine ret voldsomt, hvilket forvirrede Charles ret meget.
Til sidst kiggede jeg bare på ham og spurgte grinende og jeg skulle kalde ham for Charles eller Chaz. Heldigvis grinede han med.

Han inviterede sig selv til at lave aftensmad til os, men det afslog jeg dog da jeg ikke gad tage ud og handle. I stedet bestilte vi pizza, som blev spist foran fjernsynet mens vi sad og grinede over en åndsvag film. Faktisk var det første gang i mange uger at jeg havde grinet; sådan ægte latter.
Det var en god aften; lige indtil jeg skulle på arbejde…