We are the Legacy | Afsnit 25 – Kennedy| 12

Charles kørte os hjem til sin lejlighed. Den lå ikke langt fra min, men køreturen føltes meget lang. På bagsædet lå Kym og blødte mens jeg sad på forsædet og græd. Charles kiggede et par gange på mig og Kym, men koncentrerede sig mest om vejen. Vi endte ude foran et flot lejlighedkompleks hvor Charles stoppede bilen og igen bar Kym. Jeg fulgte efter dem direkte ind i hans lejlighed hvor Kym blev sat i badet og Charles klædte hende af.
Vandet løb ned over hende og skyllede blodet væk. I mellemtiden havde Charles bedt mig finde en skjorte eller lignende som Kym kunne få på bagefter.

Kymberlie blev lagt på Charles’ seng og jeg sad i sofaen og prøvede at forstå hvad der var sket de sidste få timer. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre uden Charles i dette øjeblik.
Charles kom hen og holdt om mig da han havde sørget for at Kym var ok. Hans store arme holdt mig tæt og hans varme ord fik mig til at føle mig tryg. Han tilbød at jeg også kunne låne lidt tøj af ham så jeg ikke skulle sidde i min uniform; så kunne vi senere hente noget af mit tøj i lejligheden.

Jeg tog mig selv i at give ham et lille smil mens han kyssede mig på kinden.
“Få noget søvn”, sagde han stille og forsatte. “Så tager jeg ned og køber noget mad. Skal jeg tage forbi din lejlighed og tage noget tøj med?”
Jeg smilede og nikkede mens jeg gav ham min nøgle. Pludselig var vi alene i Charles’ lejlighed. Jeg lagde mig ved siden af Kym som lå og ømmede sig i søvne, og jeg faldt hurtigt i søvn.

Jeg vågnede af lyde i køkkenet og kort efter viste Charles sig igen. Vi havde sovet i et par timer, og i den tid havde han både købt ind og lavet mad, hentet tøj til os og ryddet op efter alt Kymberlies blod.

Jeg steg ud ad sengen og kiggede på det tøj han havde taget med. Jeg grinede lidt for mig selv over hans valg, men han havde jo gjort det i en sød mening. Jeg tog det på og gik i køkkenet til ham.
Straks tog han igen om mig og kyssede mig blidt på læberne. Jeg blev først forskrækket men det føltes hurtigt naturligt og jeg gengældte hans kys.

Vi stod og snakkede i køkkenet over den mad som Charles havde lavet. Der blev grinet og hygget, men mine tanker kredsede om Kymberlie. Faktisk kredsede de pt omkring mit næste fix. Charles havde selvfølgelig ikke taget nogle af mine stoffer med og udfra hans tidligere afslag, når jeg har tilbudt ham noget, så går jeg ikke ud fra at han har noget her.
Jeg stod og irriterede mig over det mens han snakkede, da Kym pludselig kaldte. Hun sad op i sengen med sit skrækkelige ansigt og efterspurgte et glas vand. Charles gik ud og hentede et mens jeg så forsigtigt jeg kunne, gav hende et kram. Hun lagde sit i mit skød og jeg holdt længe om hende mens hun græd.

“Jeg har virkelig fucket det up…”, blev hun ved med at sige, men jeg vidste ikke hvad hun hentydede til, udover hendes sammenstød med Josh. I stedet lod jeg hende græde ud og være ked af det. Charles stod i baggrunden og sagde ingenting. Hvad er der også at sige til det her rod?