We are the Legacy | Afsnit 42 – Kennedy | 18

Kymberlie er fed og Kymberlie er en fucking kælling! Vi snakker knap nok sammen mere, vi bor bare sammen. Var jeg virkelig så langt ude, fucked up og ligeglad med alting da jeg var i hendes sted? Fuld af sprut, høj på stoffer og skæv af røg? Og hun skal være mor? Held og lykke!

Jeg savner Chaz! Han er var her kun i to dage, og det er efterhånden længe siden… Jeg har lyst til at invitere ham herhjem igen, fortælle ham at jeg savner ham, at jeg nok er lidt forelsket i ham og at jeg stadig ikke har nogen ide om hvad jeg skal gøre ved Kym. For jeg aner det virkelig ikke. Jeg har flere gange sagt at hvis hun ikke tager sig sammen, så kommer myndighederne og tager babyen, men hun er fuldstændig ligeglad. Efter det sidste sår faldt af hendes ansigt føler hun sig igen som verdens smukkeste kvinde.

Jeg har prøvet at opsøge Milliecent. Tvillinger har altid kunnet snakke sammen, lige meget hvad der sker. Problemet var bare at de gange jeg har haft ringet har hun været i Monte Vista. Hun lever virkelig det skønne liv; kæresteture til barndomsbyer og møde familie… gid det var mig.

Det tætteste jeg har været på en kæreste er Chaz.. og ham har jeg set to gange på et halvt år. Det kan være jeg skulle begynde at date? Mens jeg gik i min egen lille verden hørte jeg råben fra Kyms værelese.

“Ken! Jeg har brug for hjælp!”, skreg Kym. Hun mangler vel bare et shot eller noget i den stil, tænkte jeg. Jeg gik ind på hendes værelse og så hende ligge på gulvet; omgivet af en stor blodpøl…

“Hvad sker der!”, skreg jeg panisk og kiggede på hende. Fra hendes underliv strømmede der blod ud og fra hendes øjne kom der tårer; hun var oprigtigt bange. Jeg tog i hast min telefon og tastede nummeret til alarmcentralen som med det samme sendte en ambulance.
Jeg satte mig ned ved siden af hende og ventede til vi kunne høre sirenerne. Der gik ikke mere end et par minutter før de var fremme. Kymberlie blev båret ud i ambulancen mens jeg hastede efter. Jeg fik lov til at køre med og satte mig ind på forsædet. Deroppefra kunne jeg køre Kym græde og høre redderen berolige og behandle hende.

Da vi kom frem til hospitalet blev hun kørt ind til undersøgelse; et sted jeg ikke måtte komme med. Jeg stod ude på gangen og ventede meget utålmodigt indtil døren til sidst blev revet op og Kym igen blev kørt væk i al hast. Jeg prøvede forvirret at følge med, men en sygeplejerske holdt mig tilbage.

“Din veninde bliver kørt på operationsstuen med det samme. Hun har allerede mistet mere blod end hvad både hendes egen krop og babyen kan klare. Kan du sætte mig ind i graviditetsforløbet mens vi venter?”. Sygeplejersken snakkede og snakkede, men mine tanker koncentrerede sig kun om Kym. Selv med alle vores skænderier og uoverensstemmelser på det seneste så er hun stadig min bedste veninde og jeg vil ikke miste hende.