We are the Legacy | Afsnit 29 – Kennedy| 14

Vi besluttede at efterlade alt vi ejede og havde. Ingen telefoner eller telefonlister, ingen gamle minder og ingen personlige ejendele; intet, vi starter på en frisk.
Da vi stod på stationen i Shores var vi dog på fuldstændig bar bund. Vi kunne ikke ringe efter en taxa uden telefoner så vi prøvede os frem med metroen.

Kym havde stadig mærker og sår og ømmede sig hver gang folk kom for tæt på i metroen. Desværre skulle vi et godt stykke væk før vi var fremme og selv der skulle vi gå lidt. Vores humør dalede mere og mere og Kym fik kvalme på turen. Både på grund af det varme og fyldte tog, men også på grund af hendes graviditet.
Vi var også vant til på denne tid at være påvirket af både det ene og det andet, men vi havde aftalt at stoppe alle vores dårlige vaner nu hvor vi starter et nyt liv.
Men også dét gjorde at vores humør var forfærdeligt. Vi skændtes og snerrede af hinanden det sidste stykke vej. Som prikken over i’et begyndte det også at regne. Fucking efterår!!

Endelig kom vi frem! Huset var egentlig meget pænt, men det var helt tomt. Der var intet overhovedet og vi kom kun med hvad vi havde i vores tasker. Ingen af os var i humør til at handle noget som helst, så vi satte os på gulvet og ringede efter en pizza.
Det var ikke fordi jeg var sulten, men mad kan altid bryde den triste stilhed. Desuden skal Kymberlie havde noget at spise for at passe på sit barn.

“Det er fucking underligt at være husejer!”, udbrød Kym pludselig, mens hun kiggede ned i gulvet. “Jeg er fandme for ung til at eje hus! Fuck it, jeg er for ung til at blive mor!”
Jeg kiggede på hende og vi grinede. Hvordan er vi dog havnet her…