We are the Legacy | Afsnit 48 – Kennedy | 20

Maggie klarede sig super godt og lige i hælende var Kymberlie; efter lang tid måtte de endelig komme hjem. Jeg blev ringet op af Kym om formiddagen, hvor hun fortalte at der lige havde været stuegang. Lægen havde givet lov til at de endelig måtte komme hjem til en normal hverdag. Normal hverdag, tænkte jeg. Hvad er det overhovedet? Tager hun sig sammen nu og bliver voksen, eller tager hun direkte tilbage til sit gamle liv?

Jeg tog op på hospitalet for at køre dem hjem. Kym var allerede klar i tøjet og stod og lagde sidste hånd på sin makeup. Den var lige så vild, hvis ikke vildere, som i gamle dage.

Hun blev glad for at se mig og krammede mig tæt.
“På mig væk herfra”, grinede hun og gik ud af døren med Maggie på armen. Jeg tog hendes tasker og vi gik ud til bilen. Jeg havde installeret barnesædet på bagsædet hvor Maggie blev lagt ind. Mens jeg spændte hende fast troede at jeg Kym lagde taskerne i bagagerummet, men da jeg stak hovedet ud af bilen igen så jeg til mig store forskrækkelse at hun stod og røg.
Jeg kiggede skuffet på hende mens jeg satte mig ind på førersædet og ventede på at hun blev færdig. Der gik et par minutter hvorefter hun satte sig ind ved siden af mig, kiggede dømmende og smækkede døren.

“Slap dog af Ken. Det er jo ikke fordi jeg stod og pustede røg ned i fjæset på hende!”, var hendes eneste kommentar til det. Hele turen hjem foregik i stilhed.

Da vi kom hjem blev Maggie lagt i sengen på Kymberlies værelse, mens Kym selv skiftede tøj. Hun var iklædt for meget mente hun selv, og nu var der jo ingen unge til at ødelægge hendes krop. Hun havde store graviditetsbryster, så de skulle vises frem!

Og det blev de i dén grad! Lige når man tror man har set det værste, så topper Kymberlie det…

“Kan du ikke lige kigge efter hende?”, råbte Kym på vej ud af døren. Kigge efter hende?
“Hvor skal du hen?”, spurgte jeg forvirret, men det var for sent. Kym var allerede ude i bilen og havde tændt motoren. Jeg så hende ikke før dagen efter, hvor hun kom hjem døddrukken og høj på stoffer.
Det er den samme historie om igen det her, hun lærer det aldrig…

Jeg ringede til Chaz, grædende og fortalte hvad der foregik; i løbet af et par timer stod han i stuen. Jeg sad med Maggie og madede hende med en flaske, for hvad kunne jeg ellers gøre?

Vi snakkede sammen længe. Hvad skulle og kunne vi gøre? Hvis vi tvang hende til at lade sig indlægge ville myndighederne fjerne Maggie, men hvis hun forsatte på samme måde som nu, så sætter hun både sit eget og Maggies liv i fare.
Før vi vidste af det havde mørket sænket sig over os og hoveddøren gik op. Kymberlie var kommet hjem og hun så ikke glad ud…