We are the Legacy | Afsnit 5 – Skylar | 1

“Det er her! Skat, det er nu!”, råbte jeg ind til Mikas. Løbende inde fra stuen kom han ud til mig, og sammen stod vi i entréen og kiggede på det store brev. Det var fra adoptionsbureauet; vi havde ventet på det i mange måneder og nu havde vi endelig svaret. Skulle vi være forældre igen? Skulle Miracle endelig få lov til at blive storesøster?
Vi kiggede hinanden dybt i øjnene før vi åbnede brevet.

“Jeg tør næsten ikke kiggede”, fnisede Mikas og kiggede væk. Jeg havde helt samme følelse og stod bogstavlig talt og rystede.
“Er det babyen der er deri, far?”, kom Miracle ud til os os spurgte. Vi grinede lidt nervøst ned til hende og fortalte at det her var brevet der fortalte om lillesøster kom hjem til os eller ej.

“Tre, to, en…”, talte vi ned sammen og åbnede til sidst. De store flotte bogstaver var til at græde over, og det gjorde vi da også. Længe stod vi og omfavnede hinanden, mens tårer trillede ned langs kinderne. Jeg kunne slet ikke fatte det; Vi skal være forældre igen.
I brevet stod at en lille pige var blevet født, og at hendes mor havde valgt os som forældrene til hende. Der var vedhæftet et billede af hende, og hvor er hun dog sød.

Hun kommer hjem til os om 4 dage, så vi har 4 dage til at gøre alt klart og sprede den gode nyhed. Mikas ringede straks til sine forældre og jeg til mine. Alle fire bedsteforældre var helt oppe og køre og lykønskede os hele tiden. Det var en skøn følelse og hverken jeg eller Mikas vidste had vi skulle gøre af os selv.
Dengang vi adopterede Miracle var vi lykkelige langt ud over alle grænser og nu hvor vi får lov for anden gang, er der ingen der kan sætte en stopper for os.
Vi skulle også forklare Miracle hvad det helt præcis betyder at blive storesøster. For det første skulle de jo dele værelse, men det glæder hun sig bare til.

“Må jeg sige hvad hun skal hedde?”, spurgte hun. Men vi havde allerede besluttet os for et navn. Miracle var vores lille Miracle, for dengang troede vi aldrig at et par som os, ville få lov til at adoptere. Men mirakuløst gik der kun 11 måneder før vi stod med hende i favnen.
Nu får vi igen en chance, så selvfølgelig skal vores lille pige hedde Chance.

Om aftenen da jeg puttede Miracle sad jeg længere ved hende end jeg plejer. Jeg synes hun var min lille prinsesse, men nu er hun pludselig min store prinsesse. Det er utroligt så hurtigt tiden er gået. I morgen skal vi alle tre i samarbejde rykke rundt på hendes værelse så vores to små prinsesser kan bo der.