We are the Legacy | Afsnit 15 – Kennedy | 7

Jeg blev bogstaveligt talt kastet ud på scenen. Jeg havde troet at der var lidt oplæring eller opvarmning eller sådan noget, men nej. Jeg blev hjulpet i tøjet og smidt på scenen. Skræmt var vid og sans stod jeg midt på scenen, fuldstændig stille. Og jo længere tid jeg stod stille jo mere akavet og pinligt var det. Jeg troede ikke det kunne blive værre, indtil jeg hørte Josh i mikrofonen, præsentere sin nyeste pige; Mig! Jeg hedder åbenbart High-Mile Hillary!

Jeg kunne høre Kymberlie ude bagfra stå og heppe på mig, men jeg fokuserede mest på de fyre der sad i baren og nedstirrede mig, samt Josh som stod med sit stramme smil og kiggede skuffet på mig. Det her skal bare overstået, tænkte jeg mens jeg svang mig på polestangen. Jeg var bestemt ikke lige så dygtig som Kym, men hun havde da lært mig et trick eller to hen ad vejen.

Da min optræden var forbi gik jeg rystende fra scenen, i håb om at mit job var slut for i aften. Men der kunne jeg godt tro om igen, for Josh havde sat mig på som Lykkepige. Det var dem som også gav private shows og lapdance i hjørnerne. Det var dét jeg var mest nervøs for, og det jeg hadede mest ved Kymberlies, og nu mit, job. Det var så ydmygende at fyrene i de tilfælde må røre ved pigerne. Føj!

Da jeg kom ind i den private boks, sad kunden allerede og ventede. Jeg stoppede op et øjeblik og anede ikke hvad jeg skulle gøre, men da han smilede og rakte hånden frem fik jeg igen lidt selvtillid. Jeg stillede mig over ham og begyndte at danse.
Jeg lukkede øjnene og drømte mig væk; langt væk fra den her situation. Til et sted hvor jeg er berømt og går på catwalk sammen med de andre smukke modeller. En verden hvor Kym og jeg ikke skal danse og opføre os sådan for penge.
Jeg blev revet ud af mine tanker da jeg mærkede en hånd på min talje. Jeg stivnede fuldstændig og vendte mig så jeg stod ansigt til ansigt med fyren.

“Du husker virkelig ikke noget hva’? Du aner ikke hvem jeg er?” spurgte han. Og så begyndte mine tanker igen. Havde han noget at gøre med forleden nat hvor alt gik galt og jeg åbenbart fik et mindre hukommelsestab?

“Kennedy, hvorfor er du her?” spurgte han. Hvorfor kender han mit navn?, var det eneste jeg tænkte; og selvfølgelig: Hvem er han?! Jeg skyndte mig ud af kuben hvor dansen var foregået, men fik med det samme øje på Josh, som sendte mig dræberøjne. Jeg burde gå ind til manden igen, men før jeg nåede at vende mig rundt stod han bag mig.
“Bare sig til ham at dansen var slut og at jeg var meget tilfreds”, sagde han og gik.

Klokken var næsten 4 før Josh kom hen til mig og gav mig fri. I hånden havde han en stor bunke penge som han rakte mig. Jeg tog dem uden at kiggede på dem, lagde dem i min taske, tog min jakke på og løb hurtigt ud af døren.

“Vi ses på fredag!”, råbte han efter mig med et smørret smil. Fuck dig Josh, fuck dig, mumlede jeg.