En fortælling om kærlighed | 1

Jeg kan stadig huske første gang jeg mødte Lukas. Vores øjne mødtes et øjeblik tværs henover søen i parken og han sendte et lille smil afsted. Jeg gengældte det og tog mig selv i at kigge ned i jorden og fnise som en prepubertær teenagepige.
Solen skinnede over vores hoveder; det var midt i sommerferien. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at han kom tættere på mig indtil han til sidst stod foran mig. Han havde lyseblå øjne, som virkelig skinnede igennem i solen og et smil som smittede.

”Hvorfor står du bare der og ser så sød ud?”, spurgte han mig, meget direkte. Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, men blev helt genert. Jeg kiggede igen ned på mine fødder hvor et bredt og usikkert smil bredte sig.
”Ved du godt at man i gennemsnit forelsker sig syv gange, inden man gifter sig?”, spurgte han på ny med glimt i øjet, og før jeg kunne nå at sige noget snakkede han allerede igen.
”Syv gange… men da jeg så dig tror jeg sagtens at jeg kan undvære 5 og 6.” smilede han over hele ansigtet. Han rakte hånden frem mod mig.
”Jeg hedder Lukas, og bare rolig, jeg skal nok lade være med at gifte mig med dig, endnu.”
Jeg kunne ikke lade være med at grine af ham; hvem var den vittige og charmerende fyr? Jeg præsenterede mig med et smil.
”Ella”, gentog han mig, ”Sikke et kønt navn. ”Ella-frikadella. Må jeg købe en is til dig?”
Jeg grinede højt og nikkede. I løbet af et øjeblik stod han ovre i iskiosken. På afstand fulgte jeg med og holdt øje med hans mindste bevægelse. Når han gik, var det med selvsikkerhed og rettet ryg. Han smilede til manden i kiosken og til den lille dreng der stod bag ham. Han lyste nærmest af positive tanker når han kom gående.
Han satte sig ved siden af mig og rækte mig en softice med drys.
”Her Frikadella”, smilede han og blinkede. Jeg kunne slet ikke lad være med at grine.

Vi sad dér i parken, to fremmede mennesker og spiste is, mens solen stadig varmede os. Han fik hurtigt løsnet op for min generthed; jeg følte mig af en eller anden grund tryg. Det var som om vi havde kendt hinanden længe.
Vi snakkede om os selv og hinanden, hvor vi boede og hvad vi holdt sommerferie fra. Lukas fortalte at han studerede til betjent og jeg fortalte at jeg studerede til læge. Vi fandt ud af at vi boede kort fra hinanden; Lukas med en roomie og jeg alene.
Da vi havde siddet i en times tid ringede hans telefon. Lukas rejste sig og svarede med et smil. Da han kom tilbage satte han sig ned på hug til mig og smilede.

”Jeg bliver nødt til at smutte nu. Er der nogen chance for at du har lyst til at spise aftensmad med mig?” spurgte han. Han havde stadig sit drillende charmerende smil, men jeg kunne se at han spurgte alvorligt. Jeg nikkede.
”Ring senere”, smilede jeg mens jeg tastede mit telefonnummer ind i hans mobil. Jeg fulgte ham med øjnene til han ikke længere var i syne.

Nej, jeg glemmer aldrig første gang med mødte Lukas.