The Bucketlist | 13

Det er ikke mere end tre uger siden jeg havde min første yogatime og allerede nu føler jeg at det er det sværeste i verden. Ikke kun det at stå og sidde i forskellige stillinger, men de så basale ting som at komme ud af døren og få skiftet til træningstøj.

Strålerne er meget hårdere mod min krop end jeg nogensinde havde troet. Jeg havde en forventning om at jeg ville få det lidt bedre, men tværtimod. Min energi er forsvundet og mit humør er helt i bund. Jeg har kvalme konstant og får sjældent spist et helt måltid. Mine eftermiddagen bruger jeg på at sove til middag og når jeg vågner er jeg stadig ikke udhvilet.

Sidst jeg var til lægen forudså hun at jeg ville tabe mit hår 6 dage efter 2. strålebehandling. Det er der 2 dage til og allerede nu kan jeg se og mærke på mit meget korte hår at det ikke er længe til.

Min bucketlist er efterhånden blevet en byrde fremfor en hyggelig lille ting. Jeg føler mig slet ikke i stand til at udføre nogle af punkterne på grund af min manglende energi og gejst.

Sebastian har specielt lagt mærke til at mit humør er faldet drastisk. Om det er fordi vi er tvillinger, værelseskammerater eller om jeg virkelig bare har ændret mig så meget ved jeg ikke.

Han kom til mig forleden dag og sagde at han havde planlagt noget for os. Egentlig havde jeg ikke lyst eller overskud til noget som helst, men han insisterede og til sidst fik han mig overtalt.

Vi satte os ud i hans bil og kørte en tur på en lille halv time. Jeg prøvede at holde mig vågen, men faldt hen et par gange. Jeg tror ikke det gjorde Sebastian noget, men jeg selv irriterede mig lidt over det.

Vi kom frem til ingenting. Der var intet andet end grønne marker, vilde blomster og store træer så langt øjet rakte. Det var utrolig smukt og fredeligt. Ingen biler, mennesker eller lyde fra hverken traffik eller butikker. Det eneste man kunne høre var fuglene som pippede og vandet som løb fra en nærliggende lille å.

Vi gik rundt i området i en times tid indtil mine ben til sidst ikke længere kunne bære min krop. Vi satte os derfor under et stort træ og slappede af. Sebastian fortalte med opmuntrende stemme at han var sikker på at den friske luft her ville hjælpe på mit humør. Selvom jeg vidste at alle hans intentioner var gode, kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke triste tanker. Selv med alle de gode ting som sker i mit liv, så ender det alligevel med at jeg skal dø; længe før alle andre. Og hvad skal der dog blive af Sebastian? Gode, positive Sebastian.

Da vi skulle hjem igen senere på dagen virkede mig krop stadig ikke. Det endte med at Sebastian bar mig ned til bilen. Han gjorde det med et smil på læberne og den nærkontakt vi oplevede på den lille tur gav faktisk også mig et smil. Al den kærlighed som den mand dog har i sin krop.