The Bucketlist | 5

“Hej smukke.”
Jeg kunne høre min mor modtage Amber ude i gangen. Det er lørdag, tidligt formiddag og jeg ligger stadig i min seng. I den anden side af værelset ligger Sebastian stadig og sover. Jeg overvejer at stå op, men noget i mig er svækket. Er det min lyst til at modtage dagen eller er det fordi jeg ved at jeg i dag skal overbringe nyhederne til resten af min familie?

Før jeg får tænkt mere går døren op. Amber træder smilende ind på vores værelse og kommer over mod mig.

“Ligger i stadig bare her og dovner?”, smiler hun over mod mig. Jeg sætter mig op i sengen og modtager hendes kram. Hun fortæller kort om sin tur herhjem og imens bevæger Sebastian på sig.
Hun kigger over på ham og griner.

“Hva’ dovenjas, skal du ikke op og sige hej til din yndlingsstoresøster?”. Han smilede træt tilbage og kiggede op mod uret.

Amber lod os gøre os klar til dagen og gik ud til mor og far. Jeg kiggede over på Sebastian og smilede skævt.

“Here goes…” sagde jeg og prøvede at lyde positiv. Han smilede bare meget påtaget og nikkede.
Vi trådte sammen ud i stuen hvor både mor, far og Amber allerede havde taget hul på dagen.

“Mor. Far. Amber…”, begyndte jeg. “Der er noget jeg gerne vil fortælle jer.”
De kiggede nysgerrigt på mig, mens deres blik ændrede sig til det bekymrende da de så mit ansigt.

“Hvad så, min skat?”, spurgte mor. Jeg bad dem sætte sig i sofaen. Sebastian tog min hånd og smilede let.

“Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte”, sagde jeg, mens jeg kunne mærke tårerne hobe sig op i mine øjne. Jeg havde håbet på at kunne holde dem tilbage et stykke tid endnu, men allerede nu faldt de første. Det gjorde de andre meget bekymret. Far sad med et stift smil og mor rakte hånden ud mod mig.

“Hvad sker der skattepige?”, spurgte hun.

Jeg anede pludselig ikke hvad jeg skulle sige og gik helt i stå. Jeg kunne mærke Sebastians hånd holde min endnu fastere. Jeg kiggede op på ham og så at hans øjne også var fyldt med tårer.

“Der er sket noget… med mig. Eller, der skal ske noget med mig.”

Jo mere jeg fortalte, des mere skræmte og kede af det så min familie ud. Min mor sad og rystede mens tårerne trillede. Hun hviskede “nej, nej, nej”, utallige gange, efterfulgt af “hvorfor” og flere små skrig.
Amber sad med mascara langt nede af kinderne og knugede min fars hånd, og han sad blot og stirrede tomt ud i luften.

Da alle ord var blevet sagt og luften forurenet af mine ord, overdøvede den larmende stilhed rummet. Ingen vidste hvad de skulle sige, men til sidst rejste de sig og omfavnede mig.

Det eneste jeg dog kunne tænke på, på det tidspunkt var følelsen af at jeg nu har ødelagt min familie. Hvordan går livet videre?