Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 7

Luna nåede sin tre års fødselsdag og vi havde stadig ikke fundet en formular som kunne gøre hende i stand til at bo i feslottet med Florence. De boede stadig på førstesalen, men til stor irritation for Irina, som flere gange truede med at smide dem ud. Få gange havde hun ikke holdt sig til truslerne, men bogstavlig talt taget Luna og kylet hende afsted. Florence måtte, som den værge hun var ofte spring rundt efter Luna så hun ikke kom til skade.

Selv er jeg fuldstændig ligeglad med om der sker Luna noget. Florence er min veninde, men hun er samtidig min ejendel. Hvad hun roder sig ud i må hun selv styre, og hvis hun mener at Luna skal passes på så må hun selv klare det; så længe haven er tip top så der er ingredienser til mine formularer.

En dag kom en mand forbi. Jeg kendte ham ikke og ud fra Irinas ansigtsudtryk så kendte hun ham heller ikke. Det viste sig at være en tilflytter, som ville præsentere sig. Vi lod Florence være værtinde for ham. Hun serverede et glas nektar og de sad og snakkede i stuen, mens jeg rendte i kælderen. Irina gad ikke gæster; eller det vil sige, hun gad dem godt, men hun ville ikke snakke med dem, blot spise dem. I stedet var hun taget ud af huset.

Da manden gik fortalte Florence at han hed Sebastian. Han var meget interesseret i Luna og han mente selv at han havde et uforklarligt bånd til hende. Selv synes jeg at det lød som en dårlig scorereplik for at komme tættere på Florence, så jeg lod det ligge.

Dog kunne jeg mærke på Florence at hun troede på det og da jeg kiggede på Luna kunne jeg se hendes øjne lyse op på en underlige måde jeg aldrig har set før. I forvejen havde Luna nogle meget specielle øjne. Hverken som Florence, Irina eller jegselv, men lyse og tofarvede. Hvad er der med Luna? Og hvad med Sebastian?