Sshh, it’s Ambrosia Eva… | 1

Stakkels, søde Adrian. Hvis han dog bare havde husket at sige tak havde jeg ikke behøvet at slå ham ihjel. Stakkels, stakkels Adrian. Men han var nu dejlig varm, det må jeg give ham. Hans blod var sødt; smagte lidt hen ad 1740’erne. Han må have drukket whiskey for nyligt. Varmt og sødligt med en snert af frygt.

Gad vide hvem Luna er? Ikke at jeg har tænkt mig at tage mig af hende, men at han kunne skrige så højt og tigge for sit liv på grund af Luna, gør mig en smule nysgerrig.
Luna… Hvem er Luna? En kæreste? Kone? En staldkat? Jeg tog mig selv i at grine. Adrian kan ikke engang forføre en åkandeblomst; selvfølgelig er det ikke en kvinde!

Luna… Hvad hed Adrian egentlig til efternavn? Florence må vide noget om denne Luna-person…
“Florence!! Kom herind!”

Lille, bly Florence kom gående med hovedet bøjet mod gulvet. Hendes skrøbelige stemme gør mig så rasende! Hun er mig ikke værdig!
“Find ud af hvem Luna er min skat!” kiggede jeg over på hende. “Men ryd lige Adrian op først. Hvis du spørger pænt må du gerne smage.”

Florence lænede sig ind over ham, hviskede et lavt undskyld og tog en bid.

Jeg efterlod dem begge nede i kælderen og gik op mod kontoret. Solen var på vej op og Florence skulle snart i gang med sine pligter i haven. Der havde været angreb i løbet af natten på grund af fuldmånen. Fuldmåne… det var sikkert derfor Adrian opførte sig så underligt og utaknemligt.

Jeg lagde mig på min divan og lod solens stråler skinne ind på min lyse hud. Jeg elsker de gamle sagn som siger at vampyrer ikke tåler solens stråler; jeg kan jo kun grine af menneskenes naive sind. Dumme Adrian; dumme, dumme menneskelighed.