En fortælling om kærlighed | 8

Jeg kan stadig huske den dag Lukas friede til mig. Vi havde efterhånden været kærester i over et år, og på det år havde vi lavet og oplevet en masse sammen, blandt andet vores tur til Kina var noget vi stadig så tilbage på.
Lukas havde lige fået bekræftet sin elevplads som betjent og jeg var næsten færdig med min. Vi var kommet ind i en hverdag hvor alt bare kørte på skinner uden at det blev trivielt og kedeligt.
En lørdag formiddag mens vi lå i sengen og puttede, kom vi ind på emnet ægteskab. Vi fortalte begge to meget løst at vi gerne ville giftes på et tidspunkt, men at det skulle være det rigtige tidspunkt.

“Er du sikker på at det her ikke er det rigtige tidspunkt?”, kiggede Lukas pludselig op på mig og spurgte. “Jeg mener, vi er jo begge enige om det, så hvorfor ikke bare gøre det?”

Jeg husker at jeg var meget målløs; sådan kunne man da ikke bare fri til et andet menneske. Skuffet rejste jeg mig og afslog.

“Nej Lukas, vi kan ikke bare gøre det bare fordi vi er enige.”, sagde jeg lidt vredt og meget irriteret. Jeg gik ud på badeværelset, tog et bad og hoppede i tøjet. Da jeg kom ud igen stod Lukas og ventede på mig.

“Frikadella…”, sagde han løst og fulgte mig med øjnene.
“Du er dum nu, Lulle”, svarede jeg ham. Jeg kan huske at jeg mente det; Jeg synes han var dum at ‘fri’ på den måde, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine lidt af ham og hans dumme ide om ‘hvordan man jo også kunne gøre det’.

Resten af dagen gik som de andre. Emnet, ægteskab, var faldet til jorden og vi lod den ligge. Lukas lavede frokost til os og vi spiste den foran fjernsynet mens en film kørte.
Da det var mørkt gik vi i seng, puttede som vi plejede og faldt til sidst i søvn.

Jeg vågnede ved et chok dagen efter.

“ELLA!”, skreg Lukas inde fra stuen. Det var højt og det var nærmest panisk. Jeg sprang ud af sengen og rev døren op ind til stuen, da det mest fortryllende syn mødte mig.
Det først jeg lagde mærke til var duften. Duften af pandekager, bacon, kager, nybagt brød, lavendel og mint. Der var rosenblade strøget udover hele gulvet, hjerter, balloner, blomster og lys pyntet op hvorend øjet kiggede hen. Bordet var dækket op med en masse lækker nylavet morgenmad, alle mine livretter og flere æsker chokolade. Ud af højtalerene spillede en sang; vores sang og midt i det hele sad Lukas.
Han var iklædt et smukt jakkesæt og havde pænt sat hår. Hans øjne funklede og hans smil fyldte hele hans ansigt. I hans ene hånd var en lille æske med en stor diamantring.

Før han overhovedet havde sagt eller gjort noget begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg blev lidt genert og anede ikke hvor jeg skulle kigge hen eller hvad jeg skulle gøre. Jeg stod i mit undertøj med sovehår og en masse blandede følelser.

“Hej”, sagde han blot og kiggede på mig med et stort smil. Jeg grinede og følte mig med det samme tilpas igen.
“Selvfølgelig er du ikke pigen som bare gifter sig fordi du kan. Det ved jeg jo godt. Du er hende som gifter dig fordi du vil og fordi det er rigtigt. Og hvis jeg må bruge resten af mit liv på at vise dig hvor rigtigt det er, så ville du gøre mig til jordens mest lykkelige mand.
Kan du huske første gang vi mødtes? Jeg sagde jo at jeg ville giftes med dig.” han stoppede et øjeblik og vi grinede lidt sammen inden han forsatte.
“Ella. Ella Frikadella. Ella Steele. Jeg tror ikke du har nogen ide om hvor lykkelig du har gjort mig. Jeg elsker dig højere end noget andet her i livet. Ella, vil du gifte dig med mig?”

Jeg kunne næsten ikke få ordet ud af bare begejstring. Det var jo præcis sådan her man ser det foregå i film, og nu sker det for mig, og det er Lukas som spørger. Jeg græd, grinede og rystede.
“Ja! Ja selvfølgelig!”, fik jeg til sidst fremstammet. Lukas rejste sig og gav mig den smukke ring på fingeren og lod vores læber mødes. Vores første kys som forlovede. Længe stod vi bare og holdt hinanden tæt, mens vi grinede blandt tårer; lykketårer selvfølgelig.

Nej, jeg glemmer aldrig den dag Lukas friede til mig.